Hendes højhed

The Project Guten­berg EBook of HEN­DES HØJHED, by Her­man Bang

This eBook is for the use of any­one any­where at no cost and with al­most no re­stric­tions what­so­ev­er. You may copy it, give it away or re-​use it un­der the terms of the Project Guten­berg Li­cense in­clud­ed with this eBook or on­line at www.guten­berg.net

Ti­tle: HEN­DES HØJHED

Au­thor: Her­man Bang

Re­lease Date: May 14, 2004 [EBook #12339]

Lan­guage: Dan­ish

Char­ac­ter set en­cod­ing: UTF-8

*** START OF THIS PROJECT GUTEN­BERG EBOOK HEN­DES HØJHED ***

Pro­duced by Steen and Hei­di Chris­tensen and Dis­tribut­ed Proof­read­ers Eu­rope, http://dp.rastko.net.

Fremhævet-​Bold = #/# Kur­siv-​Ital­ics = _/_

Her­man Bang

HEN­DES HØJHED.

Til Max Eis­feld.

Hen­des Durch­laucht rømmede sig, smilede end­nu en Gang naadigt og stak Næsen ned i sin Kameli­abuket.

Fød­sels­dagskomi­teen ne­jede paa Rad og kom i baglænds Kniks til Døren.

-Uh--det gav Varme, sagde Fru Ho­fapothek­eren. Hun var rød som en Kob­ber­potte af Sinds­bevægelse og stramt Ko­rset.

Gehe­jmer­aadin­den gik i Gul­vet en sid­ste Gang, lige som et Lys foran Dør­sprækken.

#Mon amie,# sagde Stat­sraadin­den til Gehe­jmer­aadin­den; de tog Ga­losker paa i Forge­makket--denne Kone....

-Højhe­den har faaet sin Vil­lie, sagde Gehe­jmer­aadin­den og saa' hen mod Fru Ho­fapothek­eren--hun vendte Ryggen til og knappede et Par Knap­per op i Livet, henne i en Krog--Gehe­jmer­aadin­den saa' ud, som om hun lugt­ede til no­get stygt.

De gik ned ad Trap­pen. Fru Ho­fapothek­eren stak en Thaler ud til Port­neren. Ha­jdukken havde hun givet en Ti-​Mark. Fød­sels­dags-​Komi­teen travede hjem ad Alleen med opløft­ede Skjørter over Ga­loskerne. Fru Apothek­eren pust­ede som Hale.

-Ja, sagde hun, det var da Pen­gene værd. Hun havde be­talt hele Buket­ten.

Gehe­jmer­aadin­dens Skjørter fløj in­digneret op, saa man saa' hele den tomme Ben-​Længde, hvor Anatomien tænker sig en Læg.

* * * * *

Hen­des Durch­laucht blev staaende nogle Øje­blikke. Saa lod hun Buket­ten synke saa in­derlig træt. Da hun vendte sig, traf hen­des Øjne Hof­damen og Hen­des Højhed smilede paany--Synet af visse Gjen­stande frem­bragte al­tid paa Hen­des Højheds Mund naadi­ge Smil, som ikke naaede Øjnene; #de# for­blev trætte og graa--og afskedi­gede hende med en Bevægelse med Haan­den.

Prins­esse Maria Car­oli­na gik alene ind gen­nem Gemakkerne.

Det var en lang Række af Værelser. Alle Dørene stod aab­ne; hvide Rul­le­gar­diner var nede for Vin­duerne, og Luften i Halvmør­ket var tung som i et Musæum.

Prins­esse Maria Car­oli­na standsede midt i Gallaværelserne og saa' sig om.

Gal­la-​Møblerne stod i stive Geled­der langs Væggene, dækket af hvide Overtræk. Rund­tom paa Kon­soller og Bor­de prangede store halvstøvede Pragt­vas­er og gam­le Taffeluhre, der ikke gik, men stod stille og døde. Oppe i Lofterne smilede ko­rpu­lente Rokokko-​Damer mellem røde Gevandter og blaa Sky­er.

Selv i Halvmør­ket var Pragten besyn­derlig fal­met og pau­vre. De gyldne Lis­ter paa Vægfel­terne var af­blegede og sprukne rund­tom. Skjold­ede og med­tagne hang store Spe­jle i deres Ram­mer _à la Louis quinze_.

Prins­esse Maria Car­oli­na gik hen til et af Spe­jlene: hun havde aldrig før lagt Mærke til, at dets Flade var sam­men­sat af tre Glas. Hun saa' længe paa dette Spe­jl; det her­tugelige Vaaben sad i alle Hjørn­er; det var en gam­mel Brude­gave fra Res­identsens Em­bedsmænd til en af hen­des Slægt; hun blev Billedet vaer de­rinde: Man kunde se gen­nem Dørene ned ad Sa­lene. Tre Ly­sekro­ner hang paa Rad, omhyl­let af La­gen­er, som slappe, halvtømte Bal­lon­er un­der Lofterne.

Paa Kon­sollen stod en Sèvres Vase. Den var sam­men­klin­ket paa den Side, som vendte ind til Spe­jlet.

Inde i den næste Sal hang et halvt Dusin at Prins­esse Maria Car­oli­nas For­fæ­dre, de regerende Her­tuger. Un­der­tiden om Sønda­gene bad Slot­skastel­la­nen Hen­des Højhed om speciel Tilladelse til at maat­te vise nogle Besø­gende Billed­erne. Det var mest Bøn­der eller Børn fra en Skole an­ført af deres Lær­er. De list­ede stille hen gen­nem Sa­lene og turde ikke tale højt, men hviskede ganske sagte og spærrede Øjnene op og skubbe­de til hi­nan­den. Og de stirrede ær­bødigt paa deres Lands­fæ­dres Billed­er og nævnede Navnene med en egen Be­ton­ing lige­som Hel­gen­navne i Bøn­ner.

Prins­esse Maria Car­oli­na gik frem i Salen og be­tragt­ede sine Ah­ner. De var malet i Hof­dragter i store At­ti­tud­er, med Haan­den paa et ju­velbe­sat Kaarde­fæste. Et Par havde en Kro­ne liggende ved Siden af sig paa et Bord, paa en rød Flø­jel­spude. En an­den havde en Rulle Pa­pir i den frem­strak­te Haand lige­som en Kom­man­dostav.

Prins­esse Maria Car­oli­na rullede et Gardin op og be­tragt­ede Billed­erne længe. De var nylig malet op, og de grelle Farv­er skinnede. Hun saa' paa An­sigterne. De havde alle samme Udtryk; med tom Pa­radem­ine stod de der, midt i deres Flø­jel, stive og livløse.

Hen­des Højhed sukkede. Det var ikke Mestre, der havde malet hen­des For­fæ­dre.

Da Hen­des Højhed traadte ind i sit eget Gemak, rev hun hastigt, som om hun trængte til Luft, det store Vin­due op. Vaar­luften slog hende solvarm imøde. Hun sat­te sig og saa' ud, støt­tende Hov­edet i sine Hæn­der.

Efter lange Reg­nskyl var Vaaren kom­men plud­selig. Friskt bredte sig det fine grønne over Plæn­erne, og Træernes Knop­per var halvt sprunget ud. Man for­nam Kas­taniernes første sarte Duft og den friske Dun­st fra den varme muld­ede Jord.

Hen­des Højhed syntes aldrig, hun havde set al­ting saa ungt og saa lyst. Himlen var saa klar og høj uden Bund. Det syntes Maria Car­oli­na som om alt skinnede, Buskene og den ny grønne Plæne og Træerne og Ho­rison­ten....

Spur­vene holdt Hus mellem Elmene. Og naar man aand­ede, for­nam man de vilde Rib­sklasers Kry­dder­duft.

Prins­esse Maria Car­oli­na lukkede Øjnene, som blev de blæn­det; og uden at hun vid­ste det, brød nervøse Taar­er frem og løb ned over hen­des Kinder.

Hun følte et Ube­hag over­for dette Lys og Liv, stærkt næsten som en fy­sisk Smerte. Det var, som Foraaret derude plud­selig overvæld­ede hende. Svim­mel saa' hun gen­nem Taar­erne den flim­rende Luft, og de fjerne Højders blaa Lin­ier kom i Bøl­ge­gang for hen­des Øjne.

Prins­essen re­jste sig og lukkede Vin­duet. Hun slog de lange _stores_ for og sat­te sig i den halvmørke Stue. Hun vid­ste ikke selv, hvor­for hun blev ved at græde. Ellers græd Hen­des Højhed kun om Sønda­gen i Kirken.

Hun sad og rokkede stadig frem og tilbage og saa' stadig kun et og samme Billede--hun vid­ste ikke, hvor­for og hvor det kom fra. Det var Aar og Dag, siden hun havde tænkt blot med en Tanke paa sin Onkel, Prins Ot­to Georg, Aar og Dag. Og nu saa' hun ham, som var det blot igaar hun var Barn og nys­gjer­rig, staaende paa Tæerne bag hans Stol, havde stir­ret saa tit paa Onkel Ot­to Georgs Ild;--hun kom slet ikke bort fra hans Billede.

Onkel Ot­to Georg lagde Bræn­destykkerne til Rette i Ov­nen; og saa slog han for­sigtigt Ild med det lille Fyrtøj og tændte Kvas­set un­der Stykkerne. Flam­merne slikkede og Flam­merne borede. On­klen stirrede de­rind, med Ha­gen be­gravet i sine Hæn­der, med de skin­nende døde Øjne.

Maria Car­oli­na turde ikke tale til Onkel Ot­to Georg. Hun laa tavs paa Knæ ved Siden af hans Stol og saa' ind paa Ilden i Ov­nen. En Gang imellem mærkede den stille Prins, at Bar­net laa der; og Maria Car­oli­na følte Onkel Ot­to Georgs bløde Hæn­der glide saa sagte hen over sit Haar. Det var saadan en blød og næn­som Gli­den, frem og tilbage--længe. Som­me­tider faldt Maria Car­oli­na i Søvn, med Hov­edet ind mod Onkels Stolearm; som­me­tider kom hun til at græde.

Onkel Ot­to Georg tog hen­des Hov­ed mellem sine Hæn­der, og med sin besyn­derlige, trætte Stemme, der kun havde én Tone, sagde han:

_Oui--mon en­fant ... mon pau­vre en­fant_.

Han sad med hen­des Hov­ed i sine Hæn­der og saa' paa hende med sine døde Øjne, og han blev ved at mim­re paa sin ene Tone:

-_Oui--mon en­fant--mon pau­vre en­fant ..._

Onkel Ot­to Georg re­jste sig og ly­dløs, rokkende paa sit smukke Hov­ed med det bløde lyse Skæg, list­ede han hen over Gul­vet til den næste Stue. Og tændte Ild i Ov­nen, for­sigtigt som en Tyv, med sit lille Fyrtøj, og saa' paa Flam­merne med sine Glasøjne--

Om Som­meren var Onkel Ot­to Georg hele Da­gen nede i Haven hos sine Blom­ster. Hvor han elskede Ros­er. Han holdt Kalkene--saadan i de to rund­ede Hæn­der og timevis saa' han stille paa Blom­sten og smilede....

Maria Car­oli­na kom for­bi med sin Gu­ver­nante ... Onkel Ot­to Georg mærkede det ikke. Han stod med sit rokkende Hov­ed ned over Roserne og smilte.

Gu­ver­nan­ten holdt op med sin evige Ek­sam­ina­tion, gav tre Kniks til Prins Ot­to Georgs Ryg og slog en lille Bue i Gan­gen--Mlle Leter­ri­er var al­tid bange for Onkel Ot­to Georg.

--Og Maria Car­oli­na sneg sig stille for­bi ... De gik op paa Ter­rassen....

Mlle Leter­ri­er gav tit Maria Car­oli­na Timer paa Ter­rassen. Man saa' deroppe hele Res­identsen med dens Sko­rstene og røde Tage og Kir­ke­taar­net og den lille Flod med de to Broer og den røde Kaserne, der var det største Hus i hele Byen.

Panora­maet let­tede Mlle Leter­ri­ers Un­der­vis­ning.

Hun havde Gloserne om sig.

Træer og Huse og de røde Tage og Rø­gen fra Sko­rste­nen op gen­nem den blaa Luft, og de smaa Sky­er paa Himlen, og Lin­dene og Blom­sterne mellem Stam­merne og Stubbene, dækket af det grønne Mos, og Fu­glene, som sang i Bus­ket­tet, og Myggene, der svirrede--det var alt­sam­men bare Glos­er for Mlle Leter­ri­er.

Glos­er og Udgangspunk­ter. Mlle Leter­ri­ers Un­der­vis­ning #hvilede# paa Udgangspunk­ter: hen­des Meth­ode gik ud fra det virke­lige Liv. Paa Ter­rassen svælgede Mlle Leter­ri­er i Udgangspunk­ter.

En Spurv lod sig dumpe fra en Gren ned paa Jor­den og boltrede sig i Ter­rassens Støv.

Mlle Leter­ri­er standsede og saa' paa Spur­ven som paa et af de syv Un­dere: _Ah--le pe­tit oiseau ... Comme il est beau, le pe­tit oiseau...._

Mlle Leter­ri­er var meget nys­gjer­rig efter at faa at vide, hvad det mon egen­lig #var# for en “_pe­tit oiseau_”....

Maria Car­oli­na stod og lud­ede; hun saa meget sløv paa Mlle Leter­ri­ers “pip­pende” Un­der.

-Ah--det er en Gul­spurv ... Deres Højhed véd jo nok (Hen­des Højhed #vid­ste# alt ...) en Gul­spurv.

Mlle Leter­ri­er var midt inde i Naturhis­to­rien. Hun endte med Anek­doten om Apelles og Fu­glene. Mlle Leter­ri­ers Un­der­vis­ning var rig paa Anek­dot­er.

-Deres Højhed, sagde Mlle Leter­ri­er, naar Maria Car­oli­na havde mum­let en af La­fontaines Fa­bler for Hen­des Højhed Her­tug­in­den, og Hen­des Højhed i sit slæbende Fran­sk udtryk­te sin Til­fred­shed--Deres Højhed, Kun­sten at un­der­vise er Kun­sten at in­ter­essere.

Mlle Leter­ri­er havde ved højtidelige Lej­lighed­er Slagord, som hun kaldte Ci­tater af Jean Jaques Rousseau.

* * * * *

Mlle Leter­ri­er og Maria Car­oli­na gik videre hen ad Ter­rassen. Mlle Leter­ri­er var kom­met ind i Botaniken ... Hun talte om Bladenes Bygn­ing.

-Deres Højhed ved, at Cellerne....

Mlle Leter­ri­er fort­abte sig i alt, hvad Hen­des Højhed vid­ste om Celler.

Maria Car­oli­na gik stille ved Siden af Gu­ver­nan­ten. Hun sagde sjældent an­det end “Ja” og “Nej”. Det sagde hun ikke saa livligt. Hen­des Højhed for­raadte ikke, hvormeget hun vid­ste om Cellerne.

En Gang imellem gik hun hen til Ran­den af Ter­rassen. En høj Klokke havde ly­dt op der nede fra. Det var Frik­varterk­lokken i Her­tug­in­dens Va­jsen­hus.

Naar Maria Car­oli­na bø­jede sig lidt ud over Rækvær­ket, kunde hun se ned paa Va­jsen­husets Leg­eplads. De smaa Unger tum­lede om dernede i deres Lærred­skitler, lo og hvinede og leg­ede “sid­ste Slag” ... Det lød op som en Jubel.

Maria Car­oli­na stod og saa' saa “langt” ud over Rækvær­ket.

Mlle Leter­ri­er fandt et nyt Udgangspunkt. Træt slap Maria Car­oli­na Gelæn­deret og ful­gte efter Gu­ver­nan­ten.

Dernede sang de. Maria Car­oli­na kendte San­gen.

Det var den Leg, hvor de snurrede rundt i en Kreds--og en stod de­rinde i Kred­sen og bredte sit Fork­læde ud og knælede ned, og saa knælede den an­den og saa dansede de to i Kred­sen--og de an­dre ude­nom--og holdt hi­nan­den i Hæn­derne.

“Munken gaar i En­ge”

sang alle Barnestem­merne i Kor.

-Deres Højhed vil spørge, sagde Mlle Leter­ri­er, som stadig var i Botaniken. Mlle Leter­ri­er sagde of­te: “Deres Højhed vil spørge”....

Det var en Formel.

Maria Car­oli­na spurgte ikke. Hun var saa træt af Udgangspunk­ter Mlle Leter­ri­er spurgte for hende. Det in­ter­esserede hende saa lidt. Ar­tig gik hun, med sit “Ja” og “Nej”, med sit un­der­lige graa og gam­le An­sigt og de mat­te Øjne, ved Siden af sin Gu­ver­nante.

Mlle Leter­ri­er fik gale “Ja” og “Nej”. Hun blev ærg­erlig.

-Deres Højhed har in­gen ret Sans for Na­turen, sagde hun.

De sang dernede--hvor de sang!....

Ja, det var den, de dansede efter--nu:

Ej--hvor lystigt de danser, de to-- Som om de havde tabt baade Strøm­per og Sko ... --Som om de havde tabt baade Strøm­per og Sko....

Mlle Leter­ri­er havde set en Myretue. I et Nu var Mlle Leter­ri­er i “Sanssouci”. Det var en gam­mel Vane hos Mlle Leter­ri­er at beskæftige sig med Sanssouci. Hen­des tidligere Elev havde været af Huset Ho­hen­zollern. Mlle Leter­ri­er havde grup­peret sin Un­der­vis­ning om Fred­erik den Store.

Nu var hun i Va­nen: Mlle Leter­ri­er ar­riverede fra alle sine Udgangspunk­ter plud­seligt hjem til “Sanssouci”.

Det var gam­mel Vane. Men Mlle Leter­ri­er havde Aand­snærværelse: Her­tug­in­den var af Huset Østrig: Med en Vend­ing gik hun over til Schön­brunn og slut­tede med Maria There­sia.

Naar Mlle Leter­ri­er var naaet til Maria There­sia, gjorde hun en Pavse. Tavse gik Gu­ver­nante og Elev ved Siden af hi­nan­den.

Det hø­jeste var, at en en­som Glose oplivede Stil­he­den.

Maria Car­oli­na gen­tog Glosen med sin træt­tede Stemme.

-_La pelouse--Votre altesse le sait_....

-_Oui--made­moi­selle--la pelouse_.

Frik­varteret dernede var omme. Klokken lød og Barnestø­jen døde hen med en travl Sum­men.

Mlle Leter­ri­er og Maria Car­oli­na var naaet til En­den af Ter­rassen. Va­jsen­huset laa lige derne­den­for. Maria Car­oli­na saa' to smaa forskrækkede Smøle­hoved­er løbe hen over Gaar­den og ind ad Døren ... Oppe fra Skolestuen hørte man Lærerindens Stemme og Børnene, som stavede op i Kor, ud gen­nem de aab­nede Vin­duer....

Maria Car­oli­na stod og lud­ede, mens hun lyt­tede.

-Deres Højhed maa holde sig rank--Maria Car­oli­na fo'r sam­men og ret­tede sig--Deres Højhed hold­er sig forskrække­ligt ... Deres Højhed maa igen ha'e Ban­dage....

Maria Car­oli­na blev hvert halve Aar snørt et Par Maaned­er i Jern­sta­tiv for at faa Hold­ning.

Mlle Leter­ri­er var træt. De sat­te sig paa en Bænk mellem Træerne.

De mind­ste Piger fra Va­jsen­huset kom for­bi. De kom med Ple­je­mor, sna­drende langt henne, i deres gule Kitler, en lang Række, som en Flok smaa Ællinger.

De tullede af efter Ple­je­mor i de lange Kitler--de hvide Kyser bun­det fast om de røde runde An­sigter.

Maria Car­oli­na saa' dem komme, to og to, med hi­nan­den om Halsen, plu­drende og hvi­nende løb de til og fra ... Naar de kom for­bi Bænken blev de stille, og de hilste med smaa gravitetiske Kniks og holdt ud i Kjol­erne og stirrede paa Maria Car­oli­na med store runde Øjne.

Og et Par af de mind­ste faldt, mens de kniksede, og laa og græd paa Jor­den og stol­prede op igen og kniksede igen, mens Taar­erne løb dem ned over Kinderne....

Maria Car­oli­na sad gen­ert og rød i Hov­edet paa sin Bænk og nikkede og takkede.

Smaapigerne var for­bi. De summede sam­men i Kreds og kom ikke frem--det lød som en Syn­gen, Stem­merne henne i Alleen.

Mlle Leter­ri­er saa' paa Uhret. Det var Tid: Hen­des Højhed havde sin Time i Dans og Bevægelse.

Maria Car­oli­na re­jste sig og ful­gte Gu­ver­nan­ten. I Rosen­haven pyllede Prins Ot­to stille om mellem sine Ros­er, midt i Solen. Maria Car­oli­na og Made­moi­selle gik ham for­bi: Hen­des Højhed havde Danse­timer i den lille Bal­sal. Hen­des Højhed Her­tug­in­den overværede selv Prins­esse Maria Car­oli­nas Timer i Dans og Bevægelser. Den gam­le Lær­er var et an­tikveret Bal­let­ben med mange ud­værts Bal­let­buk og Fa­der­mordere.

Prins­esse Maria Car­oli­na dansede Kvadrille med tre Stole. Den ud­værts svedte over “Morderne” med en tynd Vi­olin. Hen­des Højhed var fort­vivlet: Prins­esse Maria Car­oli­na havde alde­les in­gen Gratie.

-Tilbage--frem--én, to, tre ... Kom­pli­ment ... Man #ser# paa sin Herre ... Der--der--Her­ren til ven­stre. Prins­esse Maria Car­oli­na strit­tede fort­vivlet rundt mellem sine tre Stole. Bal­let­danseren spillede og slog Takt med sin hele Krop--

Der--der--tre, Deres Højhed ... Her­ren til højre--det røde Baand, Her­ren til højre (røde og blaa Baand om Sto­lene støt­tede Maria Car­oli­nas Fat­teevne) ... to, tre, Kom­pli­ment....

Bal­letan­tikviteten sprang som Harlekin i Pan­tomi­men, mens han filede.

Godt--godt--en to, tre, Her­ren til ven­stre....

Maria Car­oli­na ne­jede igen for de røde Baand....

Nej--nej--en, to, tre, Her­ren til ven­stre--

-De Haan­dled, raabte Hen­des Højhed, Hr. Pestalozzi,--de knækkede Haan­dled! Og hvilken Kom­pli­ment ... den #Kom­pli­ment!#

Hen­des Højhed Her­tug­in­den var ude paa Gul­vet.

-Om igen....

Prins­esse Maria Car­oli­na ne­jede igen med rund Ryg.

-Den Hold­ning--den Ryg dog ... Om igen....

Hen­des Højhed sang med.

Prins­esse Maria Car­oli­na ne­jede med stive Øjne for sine tre Stole....

-En græs­selig Kom­pli­ment--#græs­selig#. Hen­des Højhed ved ikke Raad: Prins­essen gaar saa rundrygget som en Vand­bær­erske.

Hr. Pestalozzi tør­rer sig med et Lom­metørk­læde, prop­ert som et gam­melt Sminkek­læde: det lige­frem risler af Hr. Pestalozzi.

Hen­des Højhed Prins­esse Maria Car­oli­na er stivø­jet.

Om Mlle Leter­ri­er turde sige--Mlle Leter­ri­er hæk­ler Mellemværk i en Krog, Mlle Leter­ri­er hæk­ler al­tid Mellemværk til sine jom­fru­elige Neg­ligéer--: Prins­esse Ernes­tine var blevet bun­det fast i Sen­gen om Nat­ten....

Saa hun ikke kunde røre sig ... Hen­des Højhed Prins­esse Ernes­tine laa alde­les lige ud....

Det havde hjulpet for­bavsende paa Hen­des Højhed Prins­esse Ernes­tine ... Det var Armene, som blev bun­det....

Hen­des Højhed Her­tug­in­den fandt det no­get stærkt ... Hen­des Højhed Prins­esse Maria Car­oli­na kunde forsøge at gaa et Par Timer med Lin­eal. Hen­des Højhed Her­tug­in­den var selv gaaet fire Timer med Lin­eal om Da­gen--i sin Barn­dom.

Bal­letan­tikviteten spillede op igen.

Prins­esse Maria Car­oli­na dansede Vals med en rød Tabu­ret.

Hen­des Højhed Her­tug­in­den re­jste sig for at gaa. Hun skulde have Time i Ma­ling. Hen­des Højhed Her­tug­in­den malede. Det var al­tid no­get rundt hvidt i meget blaat. Hen­des Højhed skænkede dette hvide og blaa som Gave til Basar­er. I Gave­forteg­nelsen speci­fi­cere­des det: Hen­des Højhed Her­tug­in­den, et Ma­leri: Aakan­der svøm­mende paa Vand.

Alle Dagligstuer i Res­identsen havde “Aakan­der paa Vand”.--

Desu­den var Hen­des Højhed Her­tug­in­den sul­ten. Hen­des Højhed Her­tug­in­den nød regelmæs­sig et Maaltid hveran­den Time.

Prins­esse Maria Car­oli­na gjorde Kom­pli­ment for sin Ma­ma.

Da­gene gik; den ene som den an­den. Hen­des Højhed havde Timer; og Hen­des Højhed havde Fritid og spad­serede med Made­moi­selle. Hen­des Højhed var skrække­lig ke­jtet og havde store røde Hæn­der.

I Kon­ver­sa­tion­stimerne gik Hen­des Højhed med Lin­eal.

Efter Taflet kørte Hen­des Højhed Her­tug­in­den Tur. Prins­esse Maria Car­oli­na sad paa Bagsædet og nikkede til Folk.

De kørte al­tid samme Vej, ned gen­nem Res­identsens Stor­gade ud til “det ital­ienske Slot”.

Hof­damen un­der­holdt Hen­des Højhed Her­tug­in­den; Hof­damen kunde en His­to­rie om hvert Men­neske de mødte.

I “det ital­ienske Slot” drak Her­tug­in­den Choko­lade. Saa vendte de hjem.

Prins­esse Maria Car­oli­na var meget træt, naar hun kom i Seng om Af­te­nen, og Mlle Leter­ri­er havde faaet bun­det Handskerne om hen­des Haan­dled--med de røde Hæn­der.

* * * * *

Mlle Leter­ri­er taalte ikke at blive bege­jstret i Som­mer­he­den. Hun faldt regelmæs­sig lidt hen, naar hun--_via Sans souci_--var naaet til _cette il­lus­tre im­péra­trice_. Maria Car­oli­na fly­ttede sig en Smule paa Bænken, sagte, angst for at vække hende. Det var Maria Car­oli­nas bed­ste Tid, naar Mlle Leter­ri­er faldt lidt hen.

Der var saa stille--ikke en Lyd over Haven. Stille laa i Solen Parkens grønne Træer og Slot og By.

En Bi kom sum­mende op mod Ter­rassens Skygge, surrede bort igen ud i den store Sol.

Det var saa de­jligt at sid­de her i Fred, næsten som sad hun lidt alene.

Hun skot­tede til Mlle Leter­ri­er, bange ved hver en Støj. Va­jsen­hus­børnene kom for­bi og kniksede; henne paa Ter­rassen--Hen­des Højhed Her­tug­in­den havde paa sin Navnedag aller­naadigst skæn­ket dem en Leg­eplads heroppe med Gy­nge, Bal­ance­brædt og en Vippe--lo de og stø­jede.

Mlle Leter­ri­er sov væk.

Maria Car­oli­na stod sagte op fra Bænken og list­ede sig hen ad Ter­rassen. Naar Børnene raabte højt, fo'r hun sam­men og vendte sig.

Bag et Træ saa' Maria Car­oli­na paa deres Leg.

De stod, to og to, i en lang Række med Ryggen til hende ... Ja--de leg­ede Enke....

Maria Car­oli­na kendte alle deres Lege: “Munken” og “Trold” og “Sid­ste Slag” og “Prins­essen i Bu­ret”.

Hvor de løb--rundt om Gy­ngen--med et Hvin.--Men saa ta'--men saa ta' hende dog ... Aa, den tykke Martha var Enken....

Rund­tom hvinede de smaa. De leg­ede “Gemme” og stillede sig med An­sigterne ind mod Træerne og skreg, naar de var fun­det og trillede af­st­ed og faldt i “Salte­brød” og sprællede, saa man saa' de runde ly­serøde Stolper op un­der Skørterne....

De æl­dre var trætte. De sat­te sig paa Bænkene i en lang Rad med hi­nan­den om Livet og vuggede frem og tilbage. Et Par beg­yn­dte at syn­ge.

Rund­tom sang de med, mens de gy­ngede med Krop­pen.

De smaa sat­te i og blev ved at syn­ge det første Vers med deres skærende, hø­je Stem­mer. En lille gul­lokket En var faldet og sad græ­dende paa Jor­den. Hun sang, mens hun smurte Taar­er og Jord rundt i sit An­sigt.

Maria Car­oli­na gik stille tilbage til sin Gu­ver­nante.

En Dag var de smaa Piger alene.

De leg­ede alle de stores Lege og kunde ikke huske dem, og røde i Tot­terne skændtes de som smaa Hanekyllinger og sat­te Trut­munde op og blev fornærmede....

Maria Car­oli­na list­ede frem bag sit Træ.

Hun bø­jede sig ned over en lille Purk, som snøft­ede og gned Øjne. Skal jeg hjælpe? sagde hun?

Den lille saa' op og stirrede lidt paa hende.

Saa rev hun sig løs og løb fra hende ... De an­dre saa' Maria Car­oli­na og beg­yn­dte at ne­je og holde i Fork­læderne og trække sig væk, baglænds, skubbende til hi­nan­den, over mod Træerne.

Maria Car­oli­na stod ene, midt paa Plad­sen. Hun var helt rød.

-Vil I lege, sagde hun igen og gik lidt frem.

Børnene svarede ikke. De klinede sig sam­men, med Fin­grene i Munden. Et Par blev ved at knikse.

-Skal vi ikke lege, sagde Maria Car­oli­na igen, men sagtere.

Der kom in­gen Svar, bare no­gen Smaa­grynt.

-Vi ska' lege “Munken”, sagde Maria Car­oli­na og gik lidt frem igen.

-Kom.

Hun tog en lille Pige i Haan­den: Du skal holde mig, sagde hun.

Den lille strit­tede imod og beg­yn­dte at græde. Hun borede sig ind i Klumpen af de an­dre, som stod og skulede og snøft­ede--det trak op til en Stor-​Skylle.

-Men--vi vil jo lege Munk, sagde Maria Car­oli­na.

Hun tog en an­den om Ar­men; den lille græd, som hun havde en Kniv i Halsen.

Maria Car­oli­na slap hende. Hun saa' et Øje­blik end­nu paa de smaa, som snøft­ede i Klump. Saa vendte hun sig og gik.

Mlle Leter­ri­er vaagnede. De vendte hjem til Slot­tet.

Men Sig­nor Pestalozzi vid­ste ikke, hvad der dog gik af Hen­des Højhed i Timen i Dans og Bevægelse; Hen­des Højhed beg­yn­dte plud­selig at græde midt un­der Kvadrillen, mel­lom de tre Stole, og Graaden vilde aldrig høre op.

Maria Car­oli­na pressede Læberne sam­men og gjorde sine Pas til Sig­nor Pestalozzis Vi­olin, mens Taar­erne løb hende ned ad Kinderne.

Men om Af­te­nen, da Mlle Leter­ri­er havde bun­det Hanskerne om hen­des Haan­dled og var gaaet ud og havde lukket Døren, og hun havde hørt hen­des Skridt bort gen­nem Gan­gen, stod Maria Car­oli­na op igen og knælede ned paa Gul­vet og rak­te Armene op mod Himlen og græd og græd og græd.

Hun bad til Gud med Hov­edet ned i Tæp­pet. Maria Car­oli­na vid­ste ikke selv, men hun syntes, hun var saa grænseløs, saa for­færdelig ulykke­lig....

Da var Maria Car­oli­na vel en fjorten Aar.

* * * * *

Hen­des Højhed Her­tug­in­den val­gte Maria Car­oli­na to Venin­der.

Det var et Par Gehe­jmer­aad­døtre med ly­serødt Haar og Freg­ner til ned paa Halsen.

De sad paa Kan­ten af Sto­lene, havde al­tid klamme Hæn­der, sagde “Ja” og “Nej” og aad som Ravne ved alle Maaltiderne.

Om Af­ten­erne blev der læst højt un­der Mlle Leter­ri­ers Forsæde. Det var Bøger af Sam­lin­gen _pour les je­unes filles_. De skift­edes til at læse. De to freg­nede forstod ikke et Ord. Naar de selv læste, smurte de paa, uden at drage Aande, saa Freg­nerne glød­ede.

In­gen forstod en Stavelse.

Made­moi­selle hæk­lede Mellemværk og sagde: “Meget smukt”, hver Gang de tabte Ve­jret.

Naar de spillede Ko­rt, lod Venin­derne al­tid “Hen­des Højhed” vin­de, og fik bagefter Knaset til Foræring.

Maria Car­oli­na be­han­dlede dem med en dis­træt Ven­lighed. Mest var hun in­ter­esseret af, hvor meget der kunde gaa i deres Lom­mer. Hun troede virke­lig, der var Plads til alt i deres Lom­mer.

--Saadan gik Tiden.

I Ferierne kom Arveprin­sen hjem fra Kadet­skolen.

Hans Højhed Arveprins Ernst Georg var en lang Knægt, som kneb Maria Car­oli­na i Ar­men un­der Taflet, saa hun var gul og grøn. Om Sønda­gen sad han bag ved hende i Kirken og knub­sede hende un­der Prædike­nen med knyt­tet Haand i Nakken. Maria Car­oli­na kunde være gaaet i Ilden for ham.

Hun elskede ham blindt. Hun var al­tid stiv som en Pind imod ham og talte al­tid til ham, som om hun var fornærmet.

Arveprins Ernst Georg drillede hende med at overkysse hende. Hun var blo­drød og græde­færdig. Bagefter sad hun i en Krog og be­un­drede.

-Luk Munden, raabte Ernst Georg. Maria Car­oli­na havde den Vane at sid­de hen med aaben Mund, naar hun be­un­drede.

Maria Car­oli­na var meget ke­jtet og kunde aldrig finde sig til rette med sine Arme, som var lange, med meget røde Haan­dled. De hang og din­glede, som var de løse.

-Armene, Deres Højhed, Armene, sagde Made­moi­selle Leter­ri­er.

Og Hen­des Højhed fo'r sam­men, og Armene strit­tede kram­pagtigt, Al­buerne var spidse som Syle.

Hen­des Højhed Prins­esse Maria Car­oli­na var i sørgelig Grad uden Gratie.

Hen­des Højhed Prins­esse Maria Car­oli­na fyldte sek­sten Aar.

* * * * *

Hun fik egen Hof­stat. Den be­stod af en Hof­dame, Komtesse Theodo­ra-​An­na-​Amalia v. Harten­stein, det fyldte godt i den her­tugelige Statskalen­der. Hun var opført tre Gange. Hen­des Højhed Her­tug­in­dens Hof­stat: Komtesse Theodo­ra-​An­na-​Amalia von Harten­stein, første Æres­dame. Hen­des Højhed Prins­esse Maria Car­oli­nas Hof­stat: Æres­dame Komtesse Theodo­ra-​An­na-​Amalia von Harten­stein, Hof­dame.

Hof­stat til Dis­po­si­tion for fremmede Fyrstin­der: Æres­dame Komtesse Theodo­ra-​An­na-​Amalia von Harten­stein, Hof­dame hos Hen­des Højhed Prins­esse Maria Car­oli­na.

Komtesse Theodo­ra-​An­na-​Amalia von Harten­stein var skrutrygget og klædte sig for­trinsvis i krèmeg­ult. Selv naar hun havde et nyt Toi­lette, saa' det ud som om det var om­syet.

Hun holdt sig op ad Prins­esse Maria Car­oli­na og sagde al­tid: Deres Højhed men­er....

Komtesse Theodo­ra-​An­na-​Amalia von Harten­stein vid­ste alt, hvad Hen­des Højhed mente.

Prins­esse Maria Car­oli­nas man­glende Yn­der var in­dhyl­let i et evigt, stramt ly­serødt. Saa in­derlig lig­egyldig lod hun alt skylle sig for­bi.

* * * * *

Hen­des Højhed Her­tug­in­den vilde ad­sprede hende: Prins­esse Maria Car­oli­na fik Un­der­vis­ning i Ak­varel­ma­ling.

-Hen­des Højhed har Bleg­sot, sagde Livlæ­gen. Hen­des Højhed trænger til Bevægelse.

Hen­des Ride­timer blev for­doblede. Maria Car­oli­na havde en Ven. Det var hen­des Hest.

Naar hun paa sine Ride­ture var staaet af Hes­ten ude i Skoven, for at spad­sere, kunde hun blive staaende Kvarter efter Kvarter, med sine lange Arme slyn­gede om sin “Ajax”'s Hals. Hun talte ikke til Dyret, gav det in­gen Kæle­navne og kærteg­nede det ikke. Hun stod blot med Hov­edet ind mod Dyrets Hals, stille og ubevægelig--længe. Og naar hun var vendt tilbage til Slot­tet, og Laka­jen gik bort med Ajax, blev hun staaende og saa' efter Dyret, saa længe til det forsvandt i Porten.

Onkel Ot­to Georg saa' hun sjæld­nere nu. Han var blevet mere syg de sid­ste Aar. Han sad mest stille hen og rokkede. Han talte aldrig, ud­stødte kun midt som han sad nogle un­der­lige uar­tikulerede Lyd, der lignede Ugleskrig. Om Som­meren kom han en Gang imellem ned til sine Ros­er. Maria Car­oli­na gik med ham og støt­tede ham. Han pylrede rundt mellem Buskene og nussede og smilede som et Barn....

Han blev stadig svagere og svagere og saa tynd som en Stilk.

Maria Car­oli­na græd meget, da han døde.

Aaret efter gik ogsaa Hen­des Højhed Her­tug­in­den bort. Maria Car­oli­na havde et stort Cer­emoniel at gen­nem­gaa og ikke megen Tid til at sørge. Hun havde ogsaa kendt saa lidt til sin Mod­er.

II.

Hen­des Højhed Prins­esse Maria Car­oli­na var allerede gam­mel i at repræsen­tere ved Hof­fet.

Det var hvert Aar de samme Fes­ter. Bal­let Ny­taars­dag, hvor Hans Højhed Her­tu­gen i Polonæsen førte Hen­des Højhed Prins­esse Maria Car­oli­na. Til Kvadrillerne be­hagede Hen­des Højhed Prins­essen at op­byde al­tid de samme Of­fi­cer­er.

De tre Vin­tertafler og den lille in­time Hof-​Fes­tlighed paa Hen­des Højheds egen Fød­sels­dag med Fyrværk­eri­et og hen­des Navnetræk, det kro­nede M.C. i grønt og gult, Lands­farverne. Og de seks smaa Lørdagstéer i Hen­des Højheds pri­vate Ap­parte­ments, hvor Gar­niso­nens Dusin Of­fi­cer­er dansede med de unge Damer af Hofkred­sen og in­døvede Sig­nor Pestalozzis Kvadriller, som paa Hans Højhed Her­tu­gens Fød­sels­dag blev ud­ført i Kostyme.

Den aarlige Basar i “Borg­er­forenin­gen”, hvor Hen­des Højhed fik Buket ved Fo­den af Raad­hus­trap­pen og blev slæbt gen­nem Salen af det første Komitémedlem (Hen­des Højhed kunde aldrig holde Trit med Komitémedlem­mer i “Borg­er­forenin­gen”) og sad paa Tri­bune af gult og grønt--Lands­farverne--mens Hof­skue­spiller Hr. von Pöll­nitz velvil­ligt deklamerede “die Glocke”.

Hr. von Pöll­nitz var den en­este i Salen, som ikke var ganske sikker i “die Glocke”. Han havde megen Pathos og løft­ede sig paa Tæerne ved En­den af hvert Vers.

Hr. von Pöll­nitz ud­fyldte Hullerne i sin Hukom­melse ved at frem­rulle nogle langstrak­te Lyd, der lignede fjern Tor­den, og han svingede med den højre Arm som med Vin­gen af en Ve­jr­mølle.

Naar Hr. von Pöll­nitz var færdig--det varede Aar for Aar læn­gere, in­den Hr. von Pöll­nitz blev færdig med “die Glocke”--sagde Hen­des Højhed: Det glæder mig....

Hun vilde sige mer og fandt in­gent­ing og var generet af sine Arme--Hen­des Højhed stod al­tid, som om hun vilde gemme sine Arme, naar hun skulde sige no­get--og sagde igen:

-Det glæder mig ... Det har som sæd­van­lig glædet mig meget....

Hr. von Pöll­nitz bukkede og pust­ede som en Hval­fisk. Det tog Aar for Aar mere paa Hr. von Pöll­nitz at sige “die Glocke” paa Grund af Tor­de­nen.

Efter hver Basar haabe­de Hr. von Pöll­nitz at blive Rid­der af Hu­sor­de­nen. Hr. von Pöll­nitz havde Medaillen for Kun­st: Hans Højhed Her­tu­gen havde be­naadet Hr. von Pöll­nitz med Medaillen til hans fem og tyveaarige Ju­bilæum. Hr. von Pöll­nitz havde spillet Romeo til sit fem og tyveaarige Ju­bilæum....

Hen­des Højhed gik ned gen­nem Salen og købte no­get i hver Bu­tik.

Hos Over­borgmesterens Frue købte hun Pe­berk­ager. Over­borgmesterens Frue bagte dem selv.

-Jeg spis­er Deres Pe­berk­ager med stor Fornø­jelse, sagde Hen­des Højhed.

Hen­des Højhed spiste hvert Aar Over­borgmester­fru­ens Pe­berk­ager med Fornø­jelse. Alle Hus­mø­dre i Res­identsen laante Op­skriften paa “Hen­des Højheds Pe­berk­ager”.

Naar Hen­des Høj hed havde besøgt Bu­tik­erne, be­saa hun Forlys­telserne. Der var et Menageri. En ung Over­lær­er ved Gym­nasi­et fremviste “et lærd Svin”. Det sagde “Øf-​øf”, naar han kild­ede det paa Maven.

Hen­des Højhed Prins­esse Maria Car­oli­na lo, saa Komtesse von Harten­stein fik Hoste.

Komtesse Theodo­ra-​An­na-​Amalia von Harten­stein forstod over­hovedet ikke, at Hen­des Højhed un­der­tiden--“og ved de besyn­derlig­ste Lei­lighed­er, min Go'e,” sagde hun til Made­moi­selle Leter­ri­er, der sad hen i Slots­flø­jen som Old­frue--“kunde tillade sig nogle An­fald af Lystighed”--“#Ex­plo­sion­er#, min Go'e”--saa hun næsten blev borte i Lat­ter.

-Aa, De véd det jo, min Go'e, sagde Frøken von Harten­stein, det er jo #Sor­gen#: Grace #har# hun jo aldrig ... Og naar hun saa #ler#....

Frøken von Harten­stein vilde ikke udtrykke sin Beklagelse.

Hof­dame Komtesse von Harten­stein lo aldrig uden diskret, bag sit Lom­metørk­læde.

-Det er ikke en­hver, som har _l'air du trône_, siger Made­moi­selle Leter­ri­er. Hun er mildest talt ikke til­freds med at sid­de som Old­frue uden Rang.

Men Frøken von Harten­stein saa' mod Loftet.--Man tier jo, min Go'e, om de il­lus­tre Per­son­er, sagde Frøken von Harten­stein.

Hen­des Højhed havde set hele Basaren. Ved Udgangs­døren holdt Over­borgmesteren Tale.

Den Leg­ems­del, som er hø­jest, naar man hug­ger Brænde, var i uafladelig Bevægelse hos Hr. Borgmesteren, naar han holdt Tale.

Naar Tal­en var ude, stod Hen­des Højhed lidt og vilde finde paa no­get ... Saa sagde hun:

-Jeg takker Dem ... Det har glædet mig ... Og gik, mens man al­tid stod og vent­ede, hun vilde sige no­get mere.

Men Hen­des Højhed #havde# ikke mange Ord.

* * * * *

En Gang imellem slog Hen­des Højhed ogsaa Søm i en Skyt­te­fane og ned­lagde en Grund­sten.

Ellers gik Dag som Dag. Der var in­gen Foran­dring. Det var al­tid det samme.

Un­der­tiden, naar Hen­des Højhed spad­serede sin Tur paa Ter­rassen og saa' over mod det lange graa Slot, stil­løst og trist, med sine mange smaa Rud­er og de gam­le Kanon­er, som var kørt op og stod og rust­ede foran den hø­je Trappe, og Skild­vagten--den ene Mand, som drev op og ned, vendte om og vendte--følte Hen­des Højhed som en træt Bek­lem­melse, som om hele den graa Slot­skasse et Øje­blik trykkede paa hen­des Bryst.

Hun saa' fra Siden hen paa Komtesse von Harten­stein, der gik sirligt som en Danserinde paa Benene. Og Hen­des Højhed gik hur­tigere til, ir­riteret ved det evige Sam-​Trit.

Men Komtesse von Harten­stein kom ikke ud af Trit med Højhe­den.

Og efter sin Tur vendte Prins­esse Maria Car­oli­na tilbage til sin Vand­farve eller til sit Broderi. Komtesse von Harten­stein læste højt af _Re­vue des deux Mon­des_.

Om Af­te­nen sad Hen­des Højhed i Hofthe­atret i sin Loge. Unge Beg­yn­dere og udt­jente Hel­te­fæ­dre aflirede Schillerske Vers.

Hen­des Højhed hørte det som i Tele­fon og halvt i Søvne. Hen­des Højhed berørte en Gang imellem fly­gtigt Spid­sen af Næsen med Kan­ten af sin Vifte. Spid­sen af Næsen bevægede sig, naar Hen­des Højhed skjulte en Gaben.

Saadan gik Tiden, og Dag efter Dag.

Og det hændte, at Hen­des Højhed plud­selig over­ras­ket blev vaer, at Mark­erne grønnedes, og En­gene langs Flo­den, og at Buskene ved Ve­jen stod med store Knop­per.

-Men at det er Foraar? sagde hun.

-Vi har idag kun fjorten Dage til Hans Højhed Her­tu­gens hø­je Fød­sels­dag, sagde Frøken von Harten­stein.

-Ja, det er jo sandt, sagde Hen­des Højhed. Hun blev ved at se ud over de grønne Mark­er.

III

Hen­des Højhed Prins­esse Maria Car­oli­na var gifte­færdig.

Nogle Aar var der forskel­lige Sende­bud paa Besøg ved Hof­fet. Tre, fire Prinser kom selv.

Maria Car­oli­na blev ved Taflet ført tilbor­ds af den fremmede Højhed. De sad begge gen­erte mellem de diskrete Eks­cel­lencer af Hof­stater­ne og sagde halvhøjt de lig­egyldig­ste Sæt­ninger med oplivede An­sigter.

Men plud­selig standsede de midt i det, og de fandt ikke mer at sige, men sad og blev ved at smile, bø­jet ind mod hi­nan­den som Folk, der lige vil til at tale, og fandt ikke no­get.

Damerne og Her­rerne af Hof­stater­ne blev stikkende i de hviskede Sam­taler, og, som Højhed­erne, sad de smilende, bø­jede frem med in­ter­esserede An­sigter og sagde ikke no­get, drejede Knivene mellem deres Fin­gre og saa' paa hi­nan­den.

Hans Højhed rømmede sig meget højt, Gang efter Gang. De unge Højhed­er sad i samme Still­ing, smilende ind mod hi­nan­den, som Fig­ur­erne i et Vok­sk­abi­net.

--Den Mund, naar hun dog lukkede den Mund. Komtesse von Harten­stein var nervøs, som var det hende selv, der gerne skulde giftes.

Efter Taflet drak man Kaffe i den gule Sal. Her­tu­gen gik til Tarokbor­det, og Damerne og Her­rerne af Hof­stater­ne gjorde sig smaa rundt om i Kro­gene. Komtesse von Harten­stein stak en Naal ud og ind gen­nem et Stykke Kanevas og bildte sig ind, at hun broderede.

Maria Car­oli­na blev meget livlig. Hun blev ved at tale, hun gav slet ikke slip paa Ek­sel­lencerne Kurth og Quaade.

Det var et Spørgs­maal i Forstvæsen, der in­ter­esserede Hen­des Højhed ... Hen­des Højhed kunde ikke forstaa....

De to Ek­sel­lencer stod og trippede un­der Ly­sekro­nen. Hen­des Højhed hørte ikke en Lyd af hvad de sagde, men hun blev ved at spørge og tale meget højt og bevæge den ud­slaaede Vifte.

Den fremmede Durch­lauchtighed snoede sit Over­skæg og be­tragt­ede sine Støvler.

-Som jeg siger, kære Ek­sel­lence....

Den kære Ek­sel­lence stod som paa Gløder: Han var den sid­ste. Ek­sel­len­cen von Kurth var slup­pet bort i en Pavse med tre Rev­er­entser.

Ek­sel­len­cen von Quaade tog en Beslut­ning: han brød af midt i en Sæt­ning og gik baglænds.--Ja, ganske vist, sagde han, Deres Højhed, ganske vist.

Der blev et stort tomt Rum rundt om Deres Højhed­er.

De tog Plads ved et Bord og saa paa nogle Teg­ninger.

Den næste Formid­dag var der ar­ran­geret en Ud­flugt. Her­sk­aberne spiste Frokost paa Bjergslot­tet, og bagefter blev der spaseret i Skoven.

Føl­get blev borte. De to unge Højhed­er var alene. Maria Car­oli­na krammede kram­pagtigt om sit Para­sol­skaft og sagde nu og da nogle stakaand­ede Ord, mens de gik. Den fremmede Durch­laucht lavede en lang Snirkel­gang efter sig i den muld­ede Jord med sin Stok.

Tilsidst gik de tavse lidt fra hi­nan­den. Den fremmede Durch­laucht saa fra Siden hen paa Prins­esse Maria Car­oli­na. Hun tog sig ikke ud i Pro­fil.

Plud­selig blev de Komtesse von Harten­stein vaer ved Om­drejnin­gen af en Al­lé. Hans Durch­laucht bø­jede sig hastigt ned over en Stub og pirrede i Muldet med sin Stok:-Nej--der var Myr­er--Myr­er i Stubben.

-Ja ... Hen­des Højhed troede virke­lig ogsaa, der var en Myrekoloni i Stubben ... Hvor mærke­ligt med de Dyr....

De stod begge og saa ned i Stubben. Hen­des Højhed gav sig til at le. Hun var kom­met til at tænke paa en af Mlle Leter­ri­ers Anek­dot­er. En fra Sanssouci.

Hun for­talte den. Den fremmede Durch­laucht lo og for­talte om sin Gu­vernør. Nu var han Pro­fes­sor i “Old­per­sisk”.

De lo begge længe af Or­det “Old­per­sisk”.

-Og saa var han skæv­mundet, sagde Hans Durch­laucht.

De unge Højhed­er blev ved at le, mens de gik hen mod Komtesse von Harten­stein.

-Som to Børn--min Go'e, sagde Komtesse von Harten­stein til Made­moi­selle Leter­ri­er, de var glade som to Børn, da jeg over­raskede dem....

Næste Dag re­jste den fremmede Durch­laucht.

Hvis Hen­des Højhed følte sig skuf­fet, plagede hun i al Fald in­gen med sin Skuf­felse. Hun blev at­ter ført til Bor­ds til dagligt Taffel i den min­dre Spis­esal af Hans Højhed Her­tu­gen; og efter Taflet broderede hun--mens Komtesse von Harten­stein læste højt--paa sin Kakkelovnsskærm med Per­ler til Borg­er­forenin­gens Basar.

Hen­des Højhed sad bø­jet ind un­der Lam­pen og stak Sølvper­lerne paa den fine Naal. Ly­set faldt ned paa hen­des røde Haan­dled og paa An­sigtet, som hun holdt hen i Skæret.

Hen­des Højheds Kind­ben traadte skarpt frem, naar Ly­set faldt saadan. Hen­des Højhed beg­yn­dte at blive no­get spids.

En Af­ten, da Arveprin­sen var hjemme i Besøg, sagde han--han havde staaet og set paa hende, som hun sad der, mager og yn­de­for­ladt:

-Maria Car­oli­na, tror Du det klæ'er Dig at sid­de der og stange Per­ler?

Han havde sagt det plud­selig. Det gav et Sæt i Maria Car­oli­na,

-Dig kan vi da sende til Eisen­stein straks, sagde Arveprin­sen og drejede sig om paa Hælen.

Hen­des Højhed Prins­esse Maria Car­oli­na bø­jede sig dy­bere frem over Bor­det. Lidt efter sam­lede hun stille Per­lerne sam­men og pakkede lang­somt Broderi­et ind i sit Pa­pir.

Hen­des Højhed trak sig lidt tidligt tilbage; hun havde en Smule ondt i Hov­edet; hun saa ogsaa bleg ud.

Hun gik med sin Broderi­pakke i Haan­den hen til Her­tu­gens Tarokbord. Han spillede med Arveprin­sen.

Hans Højhed Her­tu­gen kyssede hende paa Pan­den, mellem to Stik.

-God­nat, min Pige, sagde han.

-God­nat.

Arveprin­sen saa op paa sin Søster. Hun var saa bleg.

-Hvad, er du daarlig, Mis, sagde han--det var hen­des Kæle­navn fra Barn--og han førte kærteg­nende hen­des Haand op til sin Kind. God Bedring, Stakkel.

Hen­des Højhed var meget nervøs. Der faldt et Par Taar­er ned paa Pakken med Borg­er­forenin­gens Kakkelovnsskærm, mens hun hastigt gik hen gen­nem Salen.

Den næste Mor­gen havde Hen­des Højhed røde Øjne, da hun red Tur med sin Broder, Arveprin­sen.

De var gode Ven­ner, paa deres gam­le Maade. Han drillede hende, og hun var no­get sky og of­te studs.

Men un­der­tiden, naar han efter Taflet med et “Vel­bekomme Mis” kyssede hende paa Kinden, kunde Hen­des Højhed et Nu skæl­vende trykke sig kram­pagtigt ind mod Broderens Skul­der; og Arveprin­sen saa' efter hende, mens hun gik over Gul­vet og stille skænkede Kaf­fen og bragte den til Hans Højhed Her­tu­gen.

Naa--Arveprin­sen strak­te de kønne Ben i Husar­trikoterne ud fra sig--det er s'gu heller ikke muntert ... Han blev ved at se hen paa Søsteren, som skænkede Kaf­fen ved Siden af Komtesse von Harten­stein:

-Næ-​æ, man kan s'gu ikke kalde det for muntert.

Hans Højhed Arveprin­sen blev aldrig mere end tre Dage ad Gan­gen i Res­identsen. Han laa ved Reg­imentet i Pots­dam.

Hen­des Højhed Prins­esse Maria Car­oli­na var at­ter ene paa sine Ride­ture. Hun lod den nye Ajax gaa lang­somt hen ad Skovve­jen. Gam­le Ajax var skudt, den var blevet saa stiv i Benene og saa smaat blindø­jet beg­yn­dte den ogsaa at blive. Saa havde Arveprin­sen skudt den: og Maria Car­oli­na havde ladet det gam­le Dyr be­grave i Ran­den af en Lysning i Skoven un­der en Eg. Det var hen­des kæreste Yn­dlingsplet i den hele Skov. Men for­resten kendte hun hver Udsigt og hver Sti. Hun havde færd­edes her sin lykke­lig­ste Tid.

Skov­foge­dens Børn leg­ede ved Gærdet. Hen­des Højhed holdt Ajax an og hørte paa Leg­en.

Hen­des Højhed holdt saa meget af Børn. Hun stod af Hes­ten og sat­te sig paa Grøftekan­ten mellem Purkene, og de red Ranke og de jublede og lo med hen­des hø­je Ride­hat ned over Ørene....

Maria Car­oli­na kunde bedst tale med Børn. Hun vilde jo alle det saa in­derlig godt--men hun vid­ste aldrig no­get rigtigt at sige til alle de an­dre fremmede Men­nesker.

De talte ogsaa tidt om saa meget, om Ting, hun ikke vid­ste og ikke kendte til.

Og hun forstod dem aldrig rigtig og stod saa fremmed og smilte blot og blev sky og gen­ert....

Med Børn var det no­get an­det. Med dem plu­drede hun og lo. Halve Timer sad hun der paa Gærdet midt i Flokken--de vælt­ede sig over hende, baade paa Bryst og paa Mave, og hen­des Ridekjole pynt­ede de med Bur­rer og de mind­ste red paa hen­des Skul­dre hen ad Skovve­jen.

Laka­jen holdt ær­bødigt mellem Træerne, stiv som en Skild­vagt paa sin Hest.

Naar Hen­des Højhed vendte hjem, holdt hun ved Skovmøllen og Møllerens Dat­ter, An­na Lise, bragte hende et Glas Mælk.

Den gam­le Møllerkone med det runde, rød­mussede An­sigt kom frem i Døren og ne­jede, og Hen­des Højhed drak Mælken.

-Naar bli'r det saa? sagde Hen­des Højhed.

-Aa, og Møllerko­nen ne­jede, det har Stun­der, Deres Højhed.

-De véd, jeg gi'er Ud­styr, sagde Hen­des Højhed, til Tak for Mælken.

An­na Lise fik Glas­set igen og ne­jede.

-Prosit, Deres Højhed.

-Ja, Gud vel­signe, sagde den Gam­le og ne­jede igen.

-Tak.

-Farvel. Hen­des Højhed red.--Mølle­hjulet klaprede hen gen­nem Skoven. Langt inde mellem Træerne sang et Par Fu­gle. Hen­des Højhed holdt Ajax an og lyt­tede: En Spætte havde travlt der paa den nære Stamme.

Ved En­den af Ve­jen saa' man Slots-​Park­porten med sine to itubrukne Vas­er.

Hen­des Højhed red Fod for Fod.

* * * * *

Arveprin­sen skulde paa Re­js­er i Ori­en­ten. Hans Højhed Her­tu­gen sol­gte sine Heste for at spare. Maria Car­oli­na gik i om­syede Kjol­er. Det var Tan­ternes Gal­la-​Rober fra Wien.

IV

Hof­fet var for første Gang inde fra Lan­det for at gaa i The­atret.

Hen­des Højhed saa i Kikkerten efter kendte An­sigter. Hun havde sat sig tilrette paa den gam­le Plads i Lo­gen, halvt bag det Flø­jels­forhæng og følte det saa hjem­ligt rart: Alle Abon­nen­terne havde deres gam­le Pladser i Balko­nen--nu kunde man da se, ved den nye Kro­ne, som var hængt op un­der Som­meren.

Hen­des Højhed hørte ikke et Ord af “Don Car­los”. Naar hun, en Gang imellem vendte An­sigtet mod Sce­nen, saa hun Hr. von Pøll­nitz staa paa Tæerne, med Hæn­derne pres­set ind mod sit Bryst ... Hr. von Pøll­nitz var Mar­quis Posa ... Hr. von Pøll­nitz havde vist igen lagt sig ud i Fe­rien ... Ovre i Hof­damel­ogen blund­ede Frøken von Harten­stein allerede, sid­dende som en Tin­sol­dat saa ret op i sin Stol.

Hen­des Højhed blev ved at sid­de med Kikkerten for Øjnene eller Viften halv ud­fold­et i Haan­den i sit Skød--og saa' ikke og hørte ikke. Hun vid­ste ikke, hvor­paa hun tænk­te; hun følte kun, hun sad saa godt i Ro her i Kro­gen, mens de spillede alt det dernede.

Naar der ap­plavdere­des, løft­ede hun Hæn­derne op over Lo­ge­bryst­nin­gen og førte mekanisk de be­handskede Haand­flad­er et Par Gange ly­dløst imod hi­nan­den. Hun vid­ste det knap, naar hun gjorde det.

Det var en “Sor­tie” af Hr. von Pøll­nitz. Han svedte som en Last­drager. Hr. von Pøll­nitz svedte al­tid, naar han tolkede stærke Følelser.

Hr. von Pøll­nitz spe­jlede sig i Foy­eren. Hr. von Pøll­nitz spe­jlede sig gerne, naar han var i Trikot­er. Han stod i Posi­tur, saa han saa' begge Rundingerne af sine Lægge og smilede med et fint Hof­smil til Spe­jlet. Hr. v. Pøll­nitz lod Bol­ing­broke smile saadan til La­dy Marl­bor­ough.

Naar han var alene, vred Hr. von Pøll­nitz Hov­edet af Led for at se sig paa Ryggen. Hr. von Pøll­nitz havde sin Fe­jl #der# bagtil. Han var for fyldig #der#, hvor Men­neskene sid­der. In­ten­dan­ten lod ham of­te høre det i Hel­teroller. Hr. von Pøll­nitz spe­jlede i En­rum al­tid den for hø­je Leg­ems­del....

Hr. von Pøll­nitz var sun­ket hen i Udsigten til begge sine Lægge....

Prins­esse Eboli kom hen til Spe­jlet. Hr. v. Pøll­nitz for op:

-Kære Ven--man troede al­tid Hr. von Pøll­nitz mindst havde talt Stjern­erne og vilde med­dele Re­sul­tatet, naar han sagde sit “kære Ven”--saa De. Højhe­den del­tog i Ap­plavsen?

Regis­seuren kaldte paa Mar­quis Posa....

Hen­des Højhed Prins­esse Maria Car­oli­na sad stadig ubevægelig i sin Krog. Hans Højhed Her­tu­gen tog Plads bagved hende. Han sad og førte uafladelig sine fem ud­spilede Fin­gre gen­nem sit lange Skæg, in­dtil han faldt i Søvn. Han vaagnede regelmæs­sigt ved Ly­den, naar Tæp­pet raslede ned. Han sat­te sig da hen til Lo­ge­bryst­nin­gen i Ly­set, bø­jet frem mod Prins­essen. Han havde, naar han sad foran i Lo­gen, den Vane at bevæge Læberne, som om han stadig talte. Han sagde aldrig et Ord.

Hen­des Højhed saa' over i Hof­damel­ogen. Frøken von Harten­stein var vaag­net--midt i Ak­ten, Hun sad med op­spilede Øjne og stirrede ned paa Sce­nen. Komtesse von Harten­stein saa' ud som en skræmt Høne.

I samme Nu slog hende den besyn­derlige Klang af en Stemme fra Sce­nen--raa, næsten dyrisk. Hen­des Højhed fo'r uvilka­arlig sam­men: Det var Don Car­los, der talte til Dron­nin­gen.

#Han# var hæs­lig, og hvor tynd--med et fladt An­sigt, kun et Par store, hede Øjne ... Hvor slog han dog om sig med de lange Arme.

Sie waren mein--im An­gesicht der Welt, Mir zuge­sprochen von zwei grossen Thro­nen, Mir zuerkan­nt von Him­mel und Natur, Und Philipp--Philipp hat mir sie ger­aubt.

Hen­des Højhed bø­jede sig ned og læste Don Car­los' Navn paa den ud­slagne Plakat: Josef Kaim. Og skønt hun egentlig ikke vilde, ful­gte hun for­bavset med Øjnene hver Mine, bø­jet lidt frem og uden Kikkert.

Hun hørte knap Or­dene han talte, bare Stem­men blev hun ved at høre. Og nys­gjer­rig, halvt skræmt, som hun vilde bø­je sig ned over no­get sært Kræ, der krøb hen­des Vej for­bi paa Jor­den, saa' hun ned paa ham.

Han talte og krængede Læberne frem, saa man saa' alle hans Tæn­der; og han bø­jede sig sam­men med knyt­tede Hæn­der, som sled han i Raseri i fan­gende, usyn­lige Stænger.

-Kretiner, sagde Hans Højhed Her­tu­gen bag hende. Han var ogsaa vaag­net.

Ek­sel­len­cen von Kurth blev kaldt op i den her­tugelige Loge i Melle­mak­ten.

Maria Car­oli­na hilste og rak­te ham Haan­den.

-En oprørsk Per­son, vor nye Elsker, Deres Højhed, sagde Ek­sel­len­cen og bukkede.

Det var Hen­des Højhed, som hun havde søgt om de Ord ... Ja, sagde hun og saa igen hans Still­inger, som han havde staaet i over­for Dron­nin­gen ... Ja....

-Vort Hofthe­ater er ikke no­get Menageri, sagde Hans Højhed.

Ek­sel­len­cen von Kurth stod for­bløf­fet: Ja--sagde han--Deres Højhed har Ret, den unge Mand er no­get heftig....

Tæp­pet gik op igen og at­ter ned. Af­te­nen for­løb.

-Saa tager vi vel hjem, sagde Hans Højhed.

-Ja. Maria Car­oli­na lagde sin Arm i hans. De gik ud gen­nem Forværelset ned ad Trap­pen.

Ek­sel­len­cen von Kurth og In­ten­dan­ten stod i Vestibulen. In­ten­dan­ten skrabe­de ud, med ynke­ligt An­sigt, og den højre Skul­der tilve­jrs, som om han vent­ede no­get ko­rporligt paa Siden af Hov­edet.

-Ja, ja, sagde Hans Højhed, som von Kurth siger en oprørsk Per­son ... Hen­des Højhed blot smilede.

De gik videre ud paa Trap­pen i det fri. Det havde reg­net, og der faldt end­nu nogle enkelte, store Draaber paa Stenene. Den friske Kø­lighed slog ned fra Parkens Træer.

-Aa, det har reg­net, sagde Maria Car­oli­na. Hun følte et Vel­be­hag un­der den frie Him­mel.

-Slaa dog Vog­nen ned, sagde hun. Det reg­ner jo ikke mer.

Her­tu­gen kørte bort med sin Kavaler. Maria Car­oli­na blev staaende paa Trap­pen, mens de slog Vog­nen ned. Hun strak­te Haan­den ud for at fange en Draabe.

-Men det reg­ner end­nu, sagde Komtesse von Harten­stein. Det blir en Skylle igen ... Frøken von Harten­stein havde en Hat med ægte Fjer.

-Aa--blot lidt fra Træerne....

De beg­yn­dte at køre, og i hastigt Trav rullede de ad Alleen ud paa Lan­de­ve­jen, gen­nem Dalen. Uve­jret var lige hørt op. De mørke Sky­er rullede sig bort over Højderne som et stort Klæde. Himlen var dyb­blaa, saa fuld af Stjern­er.

Ve­jen bugt­ede og løb langs med Flo­den. Let Damp stod op af Strøm­men. Det mørke Vand saas ind mellem sva­jende Pile.

-Kør lang­som­mere, sagde Maria Car­oli­na.

De kørte ganske lang­somt. Hes­tene raslede i Se­letø­jet, utaalmodi­ge efter at komme hje­mad. Saa gik de at­ter stille Fod for Fod.

Der var som i Vaar en Duft fra Græs og Træer. Saa stille, at man hørte Draabernes Fald, naar de en efter en glede fra Pilenes Blade ned i Strøm­men.

-Hvor Nat­ten er smuk.

Hen­des Højhed aand­ede dybt. Hun sad med tilbagelænet Hov­ed og saa op i Nat­ten.

Et Vers faldt hende ind og et an­det og et end­nu. Hun vid­ste ikke, hun kunde dem ude­nad, nu hvor de kom--de de­jlige Ord.

-Hvor Nat­ten er smuk, sagde hun igen.

De var kørt bort fra Flo­den, opad i Højderne. Borte i Ho­rison­ten ko­rn nu og da et hastigt og fjernt Lyn. Graner og Birke duft­ede paa Skraaningerne. En Hund fo'r op i et Vogter­hus, inde i Skoven, og glammede.

* * * * *

Hen­des Højhed sad foran sit Toi­let­spe­jl. Kam­mer­pi­gen flet­tede hen­des Haar.

Vin­duerne stod aab­ne bag de lange Stores. Et Par In­sek­ter fløj omkring Ly­sene.

De fløj rundt og rundt; ind gen­nem Flam­men og sved sig; rundt og rundt ... Hen­des Højhed slog til dem: Aa--de Dyr, sagde hun.

Det faldt hende ind, hvem Men­nes­ket lignede....

Ja.

Billedet i Her­tug­in­dens Dagligstue, hvor Marie An­toinette føres til Fængslet ... Der stod en ung Mand med knyt­tet Haand og Hov­edet lidt bø­jet ... Aller­for­rest, tilhøjre....

Det var ham, han lignede.

De to In­sek­ter surrede ind i Ly­set og faldt ned.

-Aa, luk Vin­duet, sagde Maria Car­oli­na Der fly­ver saa meget Kryb herind.

* * * * *

Hof­fet havde boet i Res­identsen en Maaned­stid. Dag ful­gte efter Dag i van­ligt Trit.

Hen­des Højhed malede Ak­varel; hun gav enkelte Dage Kur; hun spaserede sin Time med Komtesse von Harten­stein paa Ter­rassen.

Hen­des Højhed mødte un­der­tiden Hr. Hof­skue­spiller Kaim ... Det kunde ikke nægtes, han var hæs­lig. Det flade An­sigt saa gult som en Cit­ron. Han hilste ogsaa meget ke­jtet med sin hø­je Hat.

Det var en Dag, midt i Novem­ber, en Formid­dag med det fuldeste Lys over Parkens mange farvede Træer; tyn­dt var Løvet, faldne Blade laa allerede som et gul­bro­get Tæppe over Gange og Plæn­er. Hen­des Højhed havde drukket Kaffe i det øver­ste Lysthus med nogle Damer. De havde ne­top re­jst sig for at gaa, da Hr. Josef Kaim kom for­bi Ve­ran­daen.

Hen­des Højhed gik ned ad Trap­pen med et Par Damer. Hr. Kaim hilste.

Hen­des Højhed standsede paa det ned­er­ste Trin.

-Hr. Kaim, sagde hun. Her er en meget smuk Udsigt oppe paa Plat­for­men. Vil De maaske se den idag--her er just aabent?

Hr. Kaim var bleven staaende med et Sæt--med Hat­ten i Haan­den.

-Jeg takker--jeg takker Deres Højhed.

-Steindl--Hen­des Højhed vendte sig til Tjeneren--vis De Hr. Hof­skue­spiller Kaim op paa Plat­for­men ... Udsigten er virke­lig smuk....

-Jeg--har hørt det ... Deres Højhed....

Hen­des Højhed hilste og gik videre med sine Damer.

Gehe­jmer­aadin­den talte fremde­les om Dron­nin­gen af Rumænien.

-En Ma­jestæt, der sæt­ter Vers­fød­der sam­men, sagde hun....

-Og gi'er _Kærlighed­shis­to­ri­er_ i Trykken....

-_Hor­ri­ble_, sagde Mlle Leter­ri­er.

-Ja--det var den samme Stemme--ko­rt og vred, som om Men­nes­ket stadig fo'r op mod en Fornærmelse.

Hen­des Højhed var stand­set. Hun saa et Øje­blik udover den skin­nende Have.

-Ja--sagde hun--Dron­ning Elis­abeth skriv­er smukke Poe­si­er.

Mundene klappede bums i paa Damerne.

Mlle Leter­ri­er tog Teten: _Mais oui_--sagde hun--_votre Altesse--des vers éton­nants_....

Og i samme Tone som naar hun tog Udgangspunk­ter for Hen­des Højhed den Gang, for femten Aar siden, sagde hun igen:

-_Oui--voilà une madame de Staël sur le thrône_....

De an­dre Damer tav og lod Fru Staël sid­de paa sin Throne. De vendte tilbage til Slot­tet.

Om Efter­mid­da­gen kørte Hen­des Højhed Tur til det ital­ienske Slot med Komtesse von Harten­stein. Naar hun efter Taflet havde skæn­ket Kaf­fen til Hans Højhed Her­tu­gen--Hans Højhed Her­tu­gen var meget plaget af Gigt i denne Vin­ter; Hans Højheds Spille­bord var fly­ttet hen lige foran Ilden--kørte hun i The­atret; eller hun sad hjemme i sin vante Krog i den gule Sal.

Hen­des Højhed læste i Vin­ter helst selv.

Hen­des Højhed læste Schiller.

Hun sad bø­jet og læste med Bindet i sit Skød. Hun holdt tidt op og saa ud for sig med Hov­edet støt­tet i sin Haand.

Man hørte i Salen kun Ko­rtenes sagte Fald mod Bor­det, naar de spillede, og Hof­marschal­lens Gam­mel­mand­shoste, som han søgte at faa til at tage sig ud som en diskret og un­der­trykt Lat­ter, der lød saa umo­tiveret hen i Stil­he­den.

Hen­des Højhed lod Haan­den synke og saa sig rundt i Salen. Hun saa Hans Højhed Her­tu­gens bø­jede Ryg og Hof­marschallen i Pro­fil--hans Hov­ed rokkede lidt.

Komtesse von Harten­stein sad nogle Skridt fra hende. Den sorte Paryk stak grelt af mod Pan­den, der var fuld af _poudre de riz_ over Rynkerne....

Og Hen­des Højhed bø­jede sig og læste igen.

-Maria Car­oli­na, kaldte Hans Højhed. Maria Car­oli­na re­jste sig og lukkede Bo­gen.

-Vi er færdi­ge, sagde Hans Højhed.

Maria Car­oli­na gik stille hen til Spille­bor­det og tog Plads.

De hø­je Her­sk­aber spillede et Par­ti Piqué, før de trak sig tilbage.

* * * * *

Komi­teen til “Borg­er­forenin­gens” Basar op­for­drede Hr. Hof­skue­spiller Joseph Kaim til at yde sin velvil­lige As­sis­tance med et Dekla­ma­tion­snu­mer. Det var Over­borgmesteren, som fik Ideen i et Komitemøde en Af­ten, da han havde været til Taffel.

I Damekomitemødet paa Slot­tet fore­spurgte man Hen­des Højhed Pro­tek­tri­cen om Tilladelse til at an­mode--“det var maaske en Afvek­sling”--Hr. Josef Kaim om at as­sis­tere ved Basaren.

Hen­des Højhed mente, at Hr. Kaim vel allerede havde et stort Pub­likum.

Hr. Hof­skue­spiller Kaim lovede vil­ligt at efterkomme Op­for­drin­gen.

Hr. Hof­skue­spiller von Pøll­nitz maat­te tilstaa, at han #forstod# ikke Komi­teen.

Hr. von Pøll­nitz var i disse Dage al­tid paa Gaden. Man faldt over Hr. von Pøll­nitz, blot man sat­te sin Fod paa Gaden.

-Kære Ven sagde han--#be­griber# De?--

In­tet Kna­phul var hel­ligt for Hr. von Pøll­nitz: I tyve Aar--kære Ven ... tyve Aar ... har jeg vist dem den Ven­lighed--

-Ja--bed­ste Hr. von Pøll­nitz ... jeg skal denne Vej....

-Tyve Aar ... Hr. von Pøll­nitz tog sig til Pan­den og blev staaende et Øje­blik med ud­strakt Arm, Fin­grene ud­spilede, og med stir­rende Øjne--Kære Ven--Naa--skal De denne Vej?--jeg føl­ger Dem....

Hr. v. Pøll­nitz gik Gade op og Gade ned.

-Men der maa jo være Grunde, sagde han. Man skylder mig Grunde ... Man maa give mig Grunde....

Naar om Af­te­nen Gæstestuen i “Her­tu­gen” blev lukket, tog Hr. von Pøll­nitz en Arm. Hr. von Pøll­nitz slap den sent:

-Kære Ven--Hr. von Pøll­nitz standsede og saa Led­sageren lige ind i An­sigtet--Tin­gen er, man kan jo ikke #tie#--der maa jo tages Forhold­sre­gler ... man maa dog vide....

Hr. von Pøll­nitz kom hjem Klokken to, tre om Nat­ten.

Naar Hr. von Pøll­nitz var hjemme, sad han stille hen i sin Stol med Hæn­derne paa sine Laar. Un­der­tiden løft­ede han lang­somt Ar­men og lagde smerteligt Haan­den op paa sin Plade.

-Det er jo det--Mar­iane, sagde Hr. von Pøll­nitz til sin Frue--#hvis# man #be­greb# det.--

* * * * *

Hen­des Højhed Prins­esse Maria Car­oli­na havde aldrig set saa godt ud. Hen­des Højhed var i no­get fornemt, slankt Graat, der klædte hende rent mærke­ligt: Hen­des Højhed var næsten smuk, som hun kom ind i Basaren med Over­borgmesteren.

Hen­des Højhed gik op ad Trinene til Tri­bunen og tog Plads. Sangerne beg­yn­dte at syn­ge.

Hr. Pøll­nitz havde tilbudt sig at staa i Tombo­la.

-Kære Pøll­nitz, havde Fru von Pøll­nitz sagt: om du vilde følge mit Raad.

Hr. von Pøll­nitz ful­gte al­tid sin Kones Raad: Hr. von Pøll­nitz stod i Tombo­la med et bredt Bon­vi­vantsmil.

-Hvor det er mor­somt en­gang at høre en an­den--sagde Hr. von Pøll­nitz til alle. Han var saa urolig, at han trippede.

-Kære Ven, sagde han. Man har fri....

Hr. von Pøll­nitz var lykke­lig.

Hen­des Højhed Prins­esse Maria Car­oli­na var lidt ubarmh­jer­tig mod Borg­er­forenin­gens Buket: Der faldt un­der Sang­forenin­gens Sang det ene Blad efter det an­det ned for hen­des Stol.

Hr. von Pøll­nitz lagde Armene overko­rs ved sin Tombo­la: Hr. Hof­skue­spiller Josef Kaim kom frem i Kjole og hvidt.

Hen­des Højhed Prins­esse Maria Car­oli­na hilste ved at bø­je An­sigtet ned over Borg­er­forenin­gens Buket.

Hr. Josef Kaim deklamerede “San­gerens For­ban­delse”. Han havde hæn­gende Skul­dre i en flunk­ende ny Kjole. Skjorten skød sig un­der Anstræn­gelsen op og stod ud af Vesten, og Hr. Kaim trak den ned mellem hvert Vers.

Hr. Kaim deklamerede lidt slet­tere end Alver­den.

Fru von Pøll­nitz sad paa re­serveret Plads. Hun havde Næsek­lem­mer paa og saa uaf­brudt paa Prins­essen. Hen­des Højhed blev ved at sid­de med bø­jet Hov­ed. Hun saa ned i Gul­vet paa Hr. Kaims Fød­der, uhyre Fød­der i et Par Lak­sko med hø­je Hæle.

En #Bred­de# af Fød­der....

Hen­des Højhed var nervøs; den stakkels Borg­er­foren­ings Buket. Fru von Pøll­nitz var over­be­vist om, at Baan­dene snart var ganske krøllede.

--Han stod #ganske# som Hr. v. Pøll­nitz. Den højre Haand pres­set ind mod Brys­tet--en tyk Haand i en klemt hvid Handske--og strak­te Hals--og hvor var han varm....

Hen­des Højhed saa at­ter stift ned--paa de store Fød­der.

Det var for­bi, og Hr. Josef Kaim bukkede. Der ap­plaud­ere­des livligt i Salen. Hr. von Pøll­nitz strak­te Armene langt frem i Højde med sit Hov­ed og klappede heftigt.

Hen­des Højhed Pro­tek­tri­cen re­jste sig hur­tigt. Sangerne havde sat an til Slut­ningsnu­meret, men holdt inde, og det blev ved et hendøende Kvæk. Diri­gen­ten, der skrævede med Ryggen til Salen, blev staaende med løftet Haand....

Hen­des Højhed Prins­esse Maria Car­oli­na var allerede nede af Tri­bune­trap­pen.

Damerne fløj til Boderne og fik de ud­bredte Duge væk, som skærmede de ud­søgte Gen­stande ... Det var knap, at Frøken von Harten­stein kunde in­dhente Hen­des Højhed.

Højhe­den smilede hastigt frem gen­nem Bo­drækken. I Bod Nr. to straalede Fru Over­borgmesteren bag sine Dyn­ger af “Prins­essens Pe­berk­ager”.

Højhe­den smilede svagt til Bo­den og gik for­bi. Fru Over­borgmesteren var knikset ned bag Pe­berk­agerne og blev staaende i Ne­jnin­gen: Hen­des Højhed købte i Fru Hof­tan­dlæ­gens Barak.

Fru Over­borgmesteren havde født ti Børn til Ver­den. Hun fik det med Hold over Læn­derne ved saadanne Lej­lighed­er.

Hen­des Højhed havde aldrig været saa livlig! ... Hun talte længe i hver Bu­tik, ned­er­st i Salen....

Da Hen­des Højhed tog bort, rev Hr. von Pøll­nitz “Leve't” ud af Munden paa Over­borgmesteren.

Hr. von Pøll­nitz var i det Hele i Ek­stase.

-Kære Ven--Hr. von Pøll­nitz om­favnede Hr. Kaim--et Or­gan ... et Fore­drag ... Jeg vil in­dlemme “San­gerens For­ban­delse” i mit Reper­toire....

Ud paa Af­te­nen købtes Fru Over­borgmesterens Pe­berk­ager un­der­haan­den til Buf­fet'en.

Hr. og Fru von Pøll­nitz gik hjem.

Hr. von Pøll­nitz rømmede sig; Fru von Pøll­nitz hørte det ikke.

Tilsidst sagde Hr. von Pøll­nitz og gned sig un­der Ha­gen--Hr. von Pøll­nitz gned sig un­der Ha­gen som en Høk­er i fortrolige Øje­blikke og frem­bragte en gryn­tende Lyd--:

-Hm “Mut­ter Pøll­nitz”--Mut­ter Pøll­nitz var et Kæle­navn--hvad si'er du saa?

-Hvad jeg siger--David--til hvad?

-Til hvad? sagde Hr. von Pøll­nitz. Som om der ... Til hvad?

-Men­er du den unge Mand. Det var meget net.

-Kære Mari ... Hr. von Pøll­nitz kom ikke videre....

-Naar man betænker, at det unge Men­neske er ganske uden Øvelse; Fru von Pøll­nitz sagde det ven­ligt.

Hr. von Pøll­nitz sagde ikke no­get. Han havde det varmt.

-Pøll­nitz, sagde Fru von Pøll­nitz--du skulde slutte dig lidt mere til Hr. Kaim.

-Slutte mig--min Pige, Hr. von Pøll­nitz stod stille....

-Ja--han gør virke­lig et rart In­dtryk--saa beske­den og for­legen end­nu....

De var hjemme.

Hr. von Pøll­nitz sad længe i sin Stol, stille, med Hæn­derne paa sine Laar.

Siden laa han timevis vaa­gen. Han sukkede og pust­ede og saa over paa Fru von Pøll­nitz. Hun lod, som hun sov.

Hr. von Pøll­nitz vendte og drejede sig og slog sig paa Hov­edet, saa Nathuen fløj fra højre til ven­stre: Hr. von Pøll­nitz laa med Nathue.

Næste Mor­gen tog Hr. von Pøll­nitz “En­gel­sk Salt”. Hans Mave taalte ikke stærke Sinds­bevægelser.

Hen­des Højhed Prins­esse Maria Car­oli­na klædte sig om, da hun kom hjem, og hun gik ned i den gule Sal.

Komtesse von Harten­stein læste højt af “_Revne des deux mon­des_”. Det var en Afhan­dling om den evropæiske Ind­fly­delse i Ki­na.

Da Hen­des Højhed skulde til Ro, og Kam­mer­jom­fru­en flet­tede hen­des Haar, paas­tod Hen­des Højhed uafladelig, hun trak i Flet­nin­gen.

-Herre Gud--Hen­des Højhed var meget sen­si­bel--De pin­er mig....

-Men, Deres, Højhed....

-Nu igen....

-Deres Højhed....

-Aa--lad mig selv....

Hen­des Højhed tog selv Haaret og beg­yn­dte at flette det.

Og to Min­ut­ter efter lod hun det falde igen....

Kam­mer­jom­fru­en forstod ikke Højhe­den. Stille flet­tede hun Haaret og bandt det var­somt op.

* * * * *

Hans Højheds Gigt var meget slem. Et Par Uger tog Hen­des Højhed Prins­esse Maria ikke i The­atret.

Hr. von Pøll­nitz var meget op­taget: han virkede for sel­sk­abeligt Samkvem mellem Hofteatrets Medlem­mer.

-Kære Ven, sagde Hr. von Pøll­nitz--man ser aldrig hi­nan­den....

-Bed­ste Ven, man er Kam­mer­ater, og vi lever som fremmede....

-Kære Ven--man maa se hi­nan­den....

Næste Lørdag var der Mid­dag hos Hr. von Pøll­nitz. Hr. Hof­skue­spiller Kaim havde Fru von Pøll­nitz til Bor­ds.

V

Vaaren kom med kri­blende Sol og Grøde. Hen­des Højhed var nervøs. Foraars-​Uroen an­greb Hen­des Højhed.

-Højhe­den har Ind­fald, sagde Komtesse von Harten­stein--min Go'e, ubereg­nelige....

Komtesse von Harten­stein tilbragte sine fleste Efter­mid­dage hos Made­moi­selle Leter­ri­er. Hen­des Højhed trak sig i den sid­ste Tid of­te tilbage om Efter­mid­da­gen. Hun vilde hvile sig.

Hen­des Højhed havde lukket Døren af, saa Kam­mer­jom­fru­en maat­te banke paa, naar hun skulde klæde Højhe­den paa til Taflet.

Komtesse von Harten­stein sad ovre hos Made­moi­selle Leter­ri­er.

-Min Go'e, sagde hun, det er Nerverne ... Men hvem der #lid­er#, min Go'e--det taler man ikke om ... Højhe­den har #Ind­fald:# Igaar #gik# vi hjem fra The­atret--

-#Gik?#

-Ja--min Go'e, vi gik; Højhe­den sendte Vog­nen bort ... #Det# Slæbeskørt #har# jeg haft min Nytte af....

Komtesse von Harten­stein beskrev ikke, hvad hun led. Men hun havde en Maade at #tie# paa om sine Lidelser--“min Go'e, jeg har jo at bø­je mig”--saa hun saa' ud, som hun daglig blev slagtet.

Made­moi­selle Leter­ri­er nikkede forstaaelses­fuldt.

-_Mais oui_--sagde hun--_c'est l'áge orageux_.

-Ja, sagde Komtesse von Harten­stein; hun forstod ikke, hvad Made­moi­selle mente: Komtesse von Harten­stein havde aldrig kendt no­gen _áge orageux_.

-_Mais oui--c'est ça_, gen­tog Made­moi­selle. #Hun# kendte det. Made­moi­selle Leter­ri­er havde en “Nevø”, en lang fris­eret La­ban af en Ref­er­en­dar, der besøgte hende to Gange om Aaret og regelmæs­sigt tømte hen­des Sparekasse­bog. _C'est ça_, sagde Made­moi­selle Leter­ri­er.

Det ringer. Det er Fru von Pøll­nitz. Fru von Pøll­nitz har taget Timer i Fran­sk i Vin­ter hos Mlle Leter­ri­er.

De tre Damer taler om Ve­jret, der er saa us­tadigt og slemt for Hans Højhed Her­tu­gens Gigt.

* * * * *

Hans Højhed Her­tu­gen var meget plaget af Gigt. Han havde ikke en Gang saa meget som kun­net sætte sin Fod i Hofthe­atret i de sid­ste to Maaned­er.

Hen­des Højhed Prins­esse Maria Car­oli­na sat­te sig paa hans Plads i Mør­ket. Ly­set fra Ram­pen generede. Hen­des Højhed sad ogsaa hellere der--lidt tilbage i Skjul: Hen­des Højhed var virke­lig un­der­tiden ganske skræmt i Hofthe­atret nu.

-Har han ikke faaet dem gjort til Re­beller alle­sam­men, sagde Ek­sel­lensen Kurth. Det er en Gal­skab, der smit­ter....

Komtesse von Harten­stein mente, at den store De­vri­ent vendte sig i sin Grav.

Hen­des Højhed sad blot forskræmt.

Josef Kaim #rev# de unge paa Sce­nen med sig.

Det var ikke stor Kun­st. Men den hede Ung­dom gen­nem­brændte Mester­værk­erne med alle Li­den­sk­aber. Had var det rene Vild­skab, og Kærlighed var Raseri. Liv stod der i de lyse Luer af Tøjlesløshe­den.

De Godt­folk i Res­identsen sad i Hofthe­atret saa for­blæste, som gik de over Raad­stue­plad­sen i Storm.

Maria Car­oli­na trykkede sig ind i sin Lo­gekrog. Hun følte en sky For­bavselse, en bek­lemt Modvil­lie, der ikke vid­ste, mod hvem den skulde vende sig. Og hun blev sid­dende, som en Døv, der kæm­per for at høre, og stirrede paa disse Men­nesker.

Josef Kaims Stemme lød gen­nem alle de an­dres.

Un­der­tiden lød den ogsaa smeltende mildt, smi­grende blød som Musik--som naar Don Kar­los talte til Dron­nin­gen.

Og nys­gjer­rig saa Hen­des Højhed ned paa Don Kar­los, der knælede for den Elskede--paa hans An­sigt, der straal­ende vendte op imod hen­des, paa Læberne, der bevægede sig un­der sagte Ord, og Hov­edet, der bø­jede sig, naar han kyssede hen­des Haand.

Og længe, med en egen Glæde, gemte Hen­des Højhed over Billedet, mens hun lukkede Øjnene.

Men Stykket gik videre. Og vildt kæm­pede Eboli om Kar­los, og Karl svor sin Fad­er Fjend­skab i For­ban­delser, og Posa gik i Dø­den, Posa den Ret­færdi­ge.

Hen­des Højhed vid­ste knap af Or­dene. Men hun hørte de oprørte Stem­mer som i et stort Kor, og hun følte en klem­mende Angst, som om no­get besværede Aand­edrag og Hjertes­lag i hen­des Bryst.

Naar Tæp­pet var faldet, og det var for­bi, blev hun sid­dende paa sin Plads, og hun stirrede aands­fraværende paa Tæp­pet, der plud­selig blev mørkt, og Jern­gitret, der skød lang­somt ned, en sort Væg, og faldt tungt i Gul­vet.

Hen­des Højhed re­jste sig, og hun blev end­nu staaende ved Ran­den af Lo­gen, og hun saa ud i den tomme Sal i Halvmør­ket med alle de gabende Stolestad­er.

Fru von Pøll­nitz havde i Vin­ter Plads i Lo­gen vis-​à-​vis Prins­essens i første Etage.

Hun tog Tø­jet paa i den aab­ne Logedør; Fru von Pøll­nitz havde Næsek­lem­men paa un­der Sløret.

Laka­jen havde løftet Portieren til den lille Sa­lon. Prins­essen vendte sig og gik ham for­bi. Hun kørte hjem.

Hans Højhed Her­tu­gen havde ven­tet paa Hen­des Højhed til Piqué'en. Han sad og trommede med Kno­erne paa Spille­bor­det og saa paa Uret hvert halve Min­ut.

Klokken er elleve, sagde Hans Højhed. Han havde allerede Ko­rtene i Hæn­derne.

-Ja--Deres Højhed. Maria Car­oli­na tog Plads, og Hans Højhed gav Ko­rt. De spillede i Tavshed, gav, tog Ko­rt og stak.

En Lakaj list­ede over Gul­vet med The­ser­vicet. Komtesse von Harten­steins Strikkepinde raslede sagte.

Deres Højhed­er blev ved at spille.

Naar Spillet var ude, sam­lede Hans Højhed Ko­rtene.

-Det er blevet sent, sagde han.

-Klokken er halv tolv, sagde Hen­des Højhed. Hun re­jste sig og gik hen over Gul­vet mod en Vin­dues­fordyb­ning. Hun støt­tede et Øje­blik sit tunge Hov­ed mod Vin­duessprossen.

-Deres Højheds The. sagde Komtesse v. Harten­stein.

-Tak--jeg kom­mer....

Her­sk­aberne drak The i Tavshed.

* * * * *

Hen­des Højhed Prins­esse Maria Car­oli­na vilde hente en Bog i “Her­tug­in­dens Dagligstue”, før hun gik til Ro. En Lakaj bar Arm­sta­gen foran hende.

Hen­des Højhed gik hen til den lille Re­ol og mekanisk tog hun en Bog af Hen­des Højhed Her­tug­in­dens Haand­bib­lio­thek. Hun lagde den fra sig paa Bor­det, og mens Laka­jen vent­ede med den løft­ede Kan­de­laber, be­tragt­ede hun “Marie An­toinette, der førtes til Fængslet”.

Hun be­tragt­ede An­sigterne og Skikkelserne med de knyt­tede Hæn­der.

Hun saa' fra Re­bellerne hen paa Dron­nin­gens An­sigt. Hun skred rank frem, kon­gelig, gen­nem Pøblen. An­sigtet næsten straalede i sin uan­tastelige Ro.

Maria Car­oli­na saa bort fra Billedet rundt i hen­des Højhed Her­tug­in­dens pri­vate Gemak ... Det var, som hen­des Mod­er kom hende i Møde fra hver Plet....

Hun saa hende sid­de #der# i den højryggede So­fa fra det første Ke­jserdømme, rank og smuk og rolig--de ringbe­sat­te Hæn­der laa fold­ede i hen­des Skød--mens hun, en lille Pige, #der#, foran Hen­des Højhed Her­tug­in­den, staaende midt paa Gul­vet, hviskede en af La­fontaines Fa­bler--paa Stolen der­henne sad Mlle Leter­ri­er og bevægede Læberne til Fa­be­lor­dene, som om hun vilde su­flere hende.

Og naar Fa­blen var ude, bø­jede Her­tug­in­den, hen­des Mod­er, sig let fre­mad:

-Godt, sagde hun, meget godt.

Og Maria Car­oli­na ne­jede, mens Her­tug­in­den, hen­des Mod­er, let berørte hen­des Pande med sine Læber.

Maria Car­oli­na traadte tilbage. Og Her­tug­in­den strak­te Haan­den ud til Kys for Mlle Leter­ri­er, og hun sagde igen:

-Det er jo meget godt, Made­moi­selle.

Hen­des Højhed hørte Her­tug­in­dens, hen­des Mod­ers Stemme, klar og al­tid rolig, og hun saa paa de lige og regel­rette Møbler med Vaserne og de gyldne Guir­lan­der og Billed­erne, som hang symetrisk i Vægfel­terne.

Maria Car­oli­na aand­ede dybt, som om hun havde lagt en tung Byrde fra sig, og hun vendte sig for at tage Bo­gen paa Bor­det.

Hen­des Blik faldt at­ter paa Marie An­toinette. Og al hen­des Følelse blev til en plud­selig dyb Vrede mod disse Folk med deres Skri­gen....

Hen­des Højhed for­lod “Hen­des Højhed Her­tug­in­dens Dagligstue” og med en Haand­bevægelse, uden Ord, afskedi­gede hun Hof­damen von Harten­stein, der vent­ede i den gule Sal.

Men mens Kam­mer­pi­gen flet­tede Højhe­dens Haar foran Spe­jlet, kom den for­pinte Uro­lighed igen. Hun lod Kam­mer­jom­fru­en gaa, og hun gik tilsen­gs. Men hun kast­ede sig uden Ro og fik in­gen Søvn. Hun hørte be­standig disse li­den­sk­abelige Stem­mer, som om de raabte til hende, og alle hen­des Pulse bankede.

Hun tog “Don Car­los” fra en lille Hylde, og hun beg­yn­dte at læse.

Hun læste rund­tom, og det var be­standig det samme.

Det var de samme Ord, evig: “Kærlighed”--“Men­neskeret”--“Fri­hed”--sagt med de samme Stem­mer.

Hun holdt inde med at læse, og Bo­gen faldt ned paa Tæp­pet.

Hen­des Hov­ed var tungt af afmægtige Tanker. Hun fandt ikke Rede--i alle de fremmede Ting. Og hun følte som en Angst det bank­ende Blod.

Hun læste igen, og plud­selig standsede hun. Hun havde sat sig op, og Bo­gen laa paa hen­des Knæ: Gang paa Gang læste hun Her­tug­in­dens Ord til Dron­nin­gen:

Ich bin Der Mei­nung, Ihre Ma­jestät, dass es So Sitte war, den einen Monat hi­er Den an­dern in den Par­do auszuhal­ten, Den Win­ter in der Res­idenz, so lange Es Könige in Spanien gegeben....

Hen­des Højhed slap Bo­gen. Hun saa ikke Bogstav­erne mer; Taar­erne kom og blænd­ede hen­des Øjne.

Hun følte en in­derlig træt, en afmægtig Smerte--stille og uhjælpelig.

Hun græd længe, og hun tørrede at­ter Taar­erne bort; hun rak­te mat Haan­den ud efter Bo­gen af “Hen­des Højhed Her­tug­in­dens Haand­bib­lio­thek”. Kam­mer­jom­fru­en havde lagt den paa Bor­det.

Hun slog den op. Det var Hab­sburg­ernes Stam­tavle. Hun læste Side efter Side og vendte Blad paa Blad. Det var de samme Navne og de samme Ti­tler i uen­delig Rad....

Hen­des Højhed Prins­esse Maria Car­oli­na blund­ede tungt ind over Hab­sburg­ernes Stam­tavle.

* * * * *

Hans Højhed Arveprin­sen fik mange ark­stærke, sen­ti­men­tale Breve fra sin Søster.

Han fik dem om Mor­ge­nen og saa ned ad Siderne, mens han nød sin første Cigar.

Hans Højhed skød de blaa Røgsky­er i Ringe ud un­der sin Knebels­bart.

-_Pau­vre en­fant_, sagde han.

Og med et Suk strak­te Arveprin­sen sine Ryt­ter­ben fra sig og tog den sid­ste Slurk af Kaf­fen.

-_Pau­vre en­fant_.

* * * * *

Hen­des Højhed Prins­esse Maria Car­oli­na var virke­lig syg. Livlæ­gen kunde ikke nok­som tilraade Bevægelse.

Hen­des Højhed red lange Ture i den friske Foraarsluft.

Hen­des Højhed red saa uens, saa Laka­jen evigt maat­te passe paa: saa var det Kar­riere, og saa var det Skridt.

Hun red om ad Møllen. An­na-​Lise bragte hende Mælk.

Hen­des Højhed tømte Glas­set og blev hold­ende foran Døren. Tankeløs saa hun paa det skum­mende Hjul.

Hun fo'r let sam­men, og rak­te Glas­set tilbage til An­na-​Lise:

-Hvor De er bleg, sagde hun. Er De syg? Det slog hende, hvor An­na-​Lise var blevet bleg og mager.

Hun hørte ikke An­na-​Lis­es Svar. Hun saa igen paa det skum­mende Vand om Hjulet.

-Det er Foraaret, sagde Hen­des Højhed.

An­na-​Lise ne­jede for Hen­des Højhed, som nikkede “Farvel”.

Hen­des Højhed red over Broen. Ved Om­drejnin­gen Vendte hun sig. An­na-​Lise stod paa Sten­trap­pen og saa efter hende med Hæn­derne over Øjnene.

* * * * *

Der var Ugetaffel. Her­sk­aberne og deres Gæster drak Kaf­fen i den gule Sal.

Hen­des Højhed Prins­esse Maria Car­oli­na talte med Hr. Over­førsteren i en Vin­dues­fordyb­ning, om nogle Træer, der kunde hugges for en Udsigt.

-Ja--in­gen kender Skoven saa godt som Deres Højhed, sagde Hr. Over­førsteren.

-Jeg har jo re­det der hver Dag, siden jeg var Barn. Hen­des Højhed saa ud i Haven. Det var Hof­skue­spiller Kaim, der kom op ad Ve­jen med to Damer.

-Hvor Luften er mild, sagde Hen­des Højhed. Hun havde aab­net Vin­duet.--Som i Ju­ni.

Hun bø­jede sig ud af Vin­duet. Man hørte Stem­merne fra Ter­rassen lige herop.

-Der er dog smukkest ved Skovmøllen, sagde hun igen og vendte sig halvt til Hr. Over­førsteren.

-Jeg ved, Deres Højhed find­er det, sagde Over­førsteren.

De tav lidt. Prins­esse Maria Car­oli­na blev ved at se ud i Haven.

-Der er jo Sorg i Skovmøllen, sagde Hr. Over­førsteren.

Hen­des Højhed svarede ikke straks.--Sorg? sagde hun saa, som om Or­det havde haft lang Vej for at naa hende.

-Deres Højhed har ikke hørt, at An­na-​Lise ... den unge Pige, som havde den Ære....

-An­na-​Lise ... hvad hun?

-Hun blev fun­det ... igaar Morges--Deres Højhed, ja det er beklageligt--i Mølle­bækken.

Hen­des Højhed vendte sig: I Bækken, sagde hun.

Hvor de dog lo dernede.

-Ja, Deres Højhed, igaar.

-Men jeg saa hende jo ifor­gaars--paa min Tur.

-Det er sket om Af­te­nen ... ifor­gaars.

-Om Af­te­nen, sagde Hen­des Højhed blot Hun saa An­na-​Lise staa bleg og hulø­jet foran sin Hest.

-Ved man no­gen Grund? spurgte hun.

-Det ple­jer at være For­liebelse, Deres Højhed, naar et nit­te­naars Blod springer i en Bæk.

Hen­des Højhed blev ganske bleg. Hun blev ved at se An­na-​Lise for sig, mager og for­græm­met. Og hun tænk­te plud­selig paa, at hun havde set hen paa det skum­mende Mølle­hjul og sagt tankeløst:

-Det er nok Foraaret.

Og nervøst--hele Tiden havde hun hørt denne Lat­ter og Josef Kaims Stemme--vendte hun sig igen mod Vin­duet.

-Hvor de lér, sagde hun.

-Den Stakkel.

Maria Car­oli­na syntes hverken hun saa' Træer eller Ter­rass­er eller Himlen.

-Den Stakkel, sagde hun igen.

Hen­des Højhed afskedi­gede Hr. Over­førsteren ved at bø­je Hov­edet.

Den næste Mor­gen red Prins­esse Maria Car­oli­na over til Skovmøllen. Det store, trøskede Hjul stod stille, Hus­døren var lukket tillige med Gaard­porten. Maria Car­oli­na stod af og gik op ad Trap­pen.

Hun aab­nede Døren og gik ind. Fra Gan­gen til Stuen var der aabent. Maria Car­oli­na traadte lidt frem og standsede. De to Gam­le sad mellem Vin­duerne i Slag­bænken. De sad stille, tæt ind til hi­nan­den.

Den gam­le Møller virrede med Hov­edet mod Væggen og sukkede.

-Ja--Jo­han--ja, sagde Ko­nen, som om hun tyssede paa et Barn. Ja--ja....

Og de sad igen stille ved Siden af hi­nan­den. Mod­eren vidskede Taar­erne bort med Bagen af sin Haand.

Maria Car­oli­na vendte sig sagte og aab­nede Døren til Trap­pen.

Hen­des Højhed red for­bi den tavse Mølle over Broen.

Bred­derne langs Bækken var grønne. Sand­bun­den lyste gen­nem det rolige Vand i Solen. Der var An­na-​Lise død.

Hen­des Højhed sprængte bort gen­nem Skoven med sin Lakaj.

* * * * * *

Det var Da­gen efter Opførelsen af “Romeo og Ju­lia”.

Fru von Pøll­nitz havde Time hos Made­moi­selle Leter­ri­er. Komtesse von Harten­stein var der ogsaa. Hun havde vil­let “tale med et Men­neske--min Go'e”.

-Jeg saa det jo, sagde Fru von Pøll­nitz, Hen­des Højhed re­jste sig straks efter Balkon­sce­nen.

-Og gik alene--med en Lakaj.

-#Hjem?# spurgte Made­moi­selle Leter­ri­er.

-Paa Slot­tet saa man Hen­des Højhed Klokken elleve, min Go'e.

-Klokken elleve. Mlle Leter­ri­er trak Or­dene ud, som om hun vilde presse ind i dem alle de Mis­gerninger, man kunde be­gaa fra Balkon­sce­nen til Klokken elleve.

-Hvor­dan saa Hen­des Højhed ud, sagde Made­moi­selle igen.

-#Jeg# saa' hende ikke--Komtesse von Harten­stein var lige­som knækket--Hen­des Højhed var uden Hat....

-Det er al­tid Hr. Kaim, der at­ta­que­rer Hen­des Højheds Nerv­er, sagde Fru von Pøll­nitz, Hun havde taget Klem­merne af.

* * * * *

Hen­des Højhed havde været meget bleg, da hun kom ud fra Lo­gen efter Balkon­sce­nen.

Laka­jen, der sad i Forstuen til Lo­gen, var vaag­net.

-Kom, sagde Hen­des Højhed.

Hen­des Højhed gik ned ad Trap­pen og ud gen­nem Vestibulen. Hun havde kun et Slør om Hov­edet og en Kaabe.

Hun gik gen­nem The­ater­parken over Alleen ind i Slot­shaven. Hun aab­nede Laa­gen til Onkel Ot­to Georgs Rosen­have--Buskene stod nøgne, uden Løv--og hun gik op paa Ter­rassen.

Hun gik hastigt. Laka­jen ful­gte Hen­des Højhed i en Af­stand af ti Skridt, ligerygget og med samme An­sigt, som naar han serverede ved Taflet.

Hen­des Højhed gik og gik. Hun maat­te gaa. Det var hende, som om hun med hvert Skridt søn­der­traadte no­get med sine Hæle, mens hun gik og gik.

En Gang imellem førte hun Haan­den ind mod sit Bryst, som om hun havde ondt ved at drage Aande. Og hun beg­yn­dte at gaa lang­som­mere og ganske lang­somt, med Hov­edet bø­jet og Øjnene ned i Jor­den.

Hen­des Højheds Pande brændte. Det at #tænke# var Maria Car­oli­na saa uvant; det var som en stor Smerte.

Hun steg hø­jere op, opad Trap­pen, til den øver­ste Ter­rasse.

Hun gik nogle Skridt og standsede. Af­te­nen var halvve­js maanelys. Haven laa un­der hende som et uty­deligt Svælg, be­grænset af Slot­tets Stor-​Ko­los. Skarpt saa man det lange, lige Tag mod Him­mel og Sky­er.

Hen­des Højhed stod ubevægelig og saa ned paa det her­tugelige Slot.

Laka­jen var stand­set i sin Af­stand af ti Skridt. Han stod som en Skild­vagt, der skul­dr­er.

Alle Tanker svandt væk. Or­dene--de hede Ord, det havde været, som om de #brød# ind over hende; Smerten, havde hun vidst hvilken?--der havde boret som et plud­seligt Stik....

Hen­des Højhed #saa# kun de lange, graa Lin­ier af Slot­tet ved hen­des Fod.

Og plud­selig, mens hun stirrede paa dette Graa, var det som saa hun Onkel Ot­to Georgs Billede for sig. Hun saa ham sid­de foran Ilden i den blaa Sal, med det ma­gre, spidse An­sigt i sine Hæn­der, bleg og stir­rende ind i Flam­merne med sine døde Øjne.

Og hun følte Onkel Ot­to Georgs Hæn­der sagte glide hen over hen­des Haar, og hun hørte ham sige, stille og mim­rende, mens han saa ned paa hende og halvs­milede:

-_Pau­vre en­fant--pau­vre en­fant_.

Laka­jen skift­ede Ben og vent­ede.

Hen­des Højhed vendte sig og gik tilbage ad Ter­rassen. Det store Ur paa Slot­tet slog mange Slag ud i Stil­he­den.

Hun følte sig plud­selig saa træt, da hun gik ned ad Trap­pen.

Maa­nen var kom­met mere frem, og Gan­gene var helt lyse i Onkel Ot­to Georgs Blom­ster­have.

Hen­des Hov­ed brændte end­nu ... hun syntes ikke mere Fød­derne vilde bære hende.

Hun saa plud­selig Laka­jen--han gik for­bi hende for at aab­ne Laa­gen--hun havde ganske glemt ham.

Han stod i Ly­set, med Hat­ten i Haan­den, i Pro­fil, slank og ung. Det gav et #Ryk# i Maria Car­oli­na, saa hun stansede et Nu.

Laka­jen vendte sig lidt og løft­ede Blikket en Smule.

-Luk, sagde Hen­des Højhed Prins­esse Maria Car­oli­na og gik ham for­bi gen­nem Laa­gen.

Laka­jen lukkede Laa­gen. Hen­des Højhed lod Kam­mer­jom­fru­en tænde Kan­de­labr­erne paa Kami­nen.

-Lad Hans Højhed Her­tu­gen sige, jeg befind­er mig ilde.

-De kan gaa. Jeg be­høver Dem ikke.

Laka­jen drev af i en af Gan­gene.

-Men #hvor var I#, sagde Kam­mer­jom­fru­en.

-Paa Ter­rassen, Jom­fru....

-Saa? Franz--De er utaalelig ... Hvad vilde Hen­des Højhed der?

-Vi #gik#, siger Laka­jen.

-Gik?

-Ja--og stod som “Stat­uer”....

-Og saa paa Maa­nen ... Hva'?

-#Jeg# saa in­gen Maane .. Jom­fru ... Laka­jen fanger Kam­mer­jom­fru­en til et Kys og til et Par end­nu--langs ad en mørkere Gang.

-Id­iot, siger hun og løber fra ham.

Kam­mer­jom­fru­en gik tilbage til Hen­des Højhed Prins­esse Maria Car­oli­nas Gemakker. Hun var vis paa, hun hørte Hen­des Højhed de­rinde græde.

* * * * *

In­ten­dan­ten ved The­atret var til Taffel.

Hr. In­ten­dan­ten talte om den nye Sæ­son og Fornyelse af En­gage­menter.

-Hr. Josef Kaim har Tilbud fra Dres­den, sagde Hr. In­ten­dan­ten. Han sad vis-​à-​vis Hen­des Højhed.

-Saa re­js­er han vel, sagde Hans Højhed Her­tu­gen.

-Han stiller store For­dringer, sagde In­ten­dan­ten.

Hans Højhed Her­tu­gen tog Karpe.

-#Meget# store....

Hen­des Højhed Prins­esse Maria Car­oli­na var in­ter­esseret af at be­tragte et lille Stykke Is, som flød rundt i hen­des hvide Vin....

-Men Hr. Kaim er et ... frem­tidigt Tal­ent, sagde Hr. In­ten­dan­ten.

-Naar den Fremtid kom­mer--Hans Højhed lo--stikker han af al­ligev­el. Lad ham løbe ... #Mig# brøler han for højt....

In­ten­dan­ten tav og saa fra sin Tallerken over paa Hen­des Højhed.

-Ja ... sagde hun ... Hr. Kaim--er vist et stort Tal­ent. Hen­des Højhed blev ved at more sig over dette lille Stykke klare Is i hen­des hvide Vin ... Han vil vist kunne faa en smuk Fremtid....

-Rimeligvis ... det var In­ten­dan­tens Tur at faa blaa Karp­er ... det var just det....

-Hm--sagde Hans Højhed Her­tu­gen--hans Slags er der nok af.

Samme Af­ten fik Hr. Hof­skue­spiller Josef Kaim sin An­søgn­ing om Afskedi­gelse fra det her­tugelige Hofthe­ater bevil­get.

Hr. David von Pøll­nitz glemte at faa Ga­losker paa, saadan en Fart havde han for at komme hjem efter The­atret.

Hr. von Pøll­nitz spiste først. Hr. von Pøll­nitz spiste stærkt. Han drak hver Af­ten tre Bal­li­er The. Hr. von Pøll­nitz turde ikke drikke Øl for den besværlige Leg­ems­del.

-Kære Ven, sagde Hr. von Pøll­nitz. Øl--min Yn­dlings­drik ... Men, kære Ven, hva' gør man ikke for Kun­sten?

Hr. von Pøll­nitz havde drukket de to Bal­li­er. Han beg­yn­dte at føle sig mere vel.

Han lagde Armene ind paa Bor­det og stirrede stift paa Fru von Pøll­nitz.

-Mar­iane, sagde han. #Véd# du, hvad der er sket?

De, der ikke kendte Hr. von Pøll­nitz, vilde have tænkt sig no­get ver­den­shis­torisk.

Fru von Pøll­nitz sagde tørt: Nej--David.

-Kære Mar­iane--Hr. von Pøll­nitz saa' ud i Luften med op­spilede Øjne--Hvad forudser man?

Hr. von Pøll­nitz gjorde en Pavse og slog med den flade Haand i Bor­det:

-Man forudser in­tet, Mar­iane, sagde han.

Hr. von Pøll­nitz faldt hen: Nej--man forudser in­tet, gen­tog han.

-Hvor­for spørg­er du ikke, hvad det er? sagde han.

-Hvad er det da? Fru­en var nervøs.

-Hr. Kaim har Afsked.

Hr. von Pøll­nitz havde fold­et Hæn­derne over Tallerke­nen. Han saa' paa Fru von Pøll­nitz og vent­ede.

-Fæ, sagde Fru von Pøll­nitz.

-Fæ?

-Jeg sagde: det Fæ, sagde Fru von Pøll­nitz.

Fru von Pøll­nitz havde ved afgørende Lej­lighed­er særde­les mal­ende Ord.

-Er du færdig, David, sagde Fru von Pøll­nitz.

-Ja. Hr. von Pøll­nitz re­jste sig stil­færdig og sat­te sin Stol ind til Bor­det. Tak for Mad, min Pige.

Hr. von Pøll­nitz sad i Dagligstuen stille i sin Lænestol, med Hæn­derne paa sine Laar.

Han klappede sig i Tavshed #der#, hvor Men­neske­he­dens Fler­tal har Hjerne.

* * * * *

Det var den fjor­tende Maj, Da­gen før Hofthe­atrets Sæ­son slut­tede.

Hen­des Højhed var efter Taflet taget op til Jagt­slot­tet i Bjer­gene. Komtesse von Harten­stein var up­as­selig. Hen­des Højhed var alene.

Hun sad i Spis­esalen ved Kar­napvin­duet.

Det havde været Hen­des Højheds Yn­dlingsplads fra Barn.

Høj­den skraanede jævnt. De nys ud­sprungne Linde stod lyse mellem Gran og Fyr. Nede saa man Dalen med sine spredte Flækker og Mark­erne, hvis Gærder skar sig frem som mørke Lin­ier, og En­gene--hist og her et en­somt, blaaind­hyl­let Træ--og Flo­den. En Sky af let Damp stod mod Af­ten over dens Løb.

De mod­sat­te Højder skinnede end­nu i Solen. Det var, som laa de ganske nær--hvid­kalkede Bøn­der­gaarde med hø­je Popler rund­tom, der kast­ede Kæmpe-​Skyg­ger hen over Bjer­get, og Mark­erne og øverst Skoven--alt laa i rødligt Lys fra Solen.

Højder og Dal var det ganske her­tugelige Land.

Det ringede paa den store Klokke ved Slot­sporten, og Hen­des Højhed hørte Kastel­la­nens Skridt over Slots­gaar­den ne­den­for Kar­nap­pen,

Hun hørte, Porten blev aab­net og hørte Stem­mer herop.

Kastel­la­nen kom tilbage over Gaar­den.

-Hvad er det? sagde Maria Car­oli­na.

-Det er et Sel­skab, Deres Højhed, som vilde se Slot­tet ... Jeg sagde, jeg vilde spørge Deres Højhed.

-Naturligvis kan de se Slot­tet, sagde Maria Car­oli­na.

Hun blev staaende i Vin­duet, da Kastel­la­nen vendte tilbage til Porten.

Hen­des Højhed gik et Par Skridt tilbage, da hun saa Josef Kaim. Hun stod et Øje­blik bleg ved Ege­bor­det. Saa gik hun hastigt mod Døren.

Sel­sk­abet var allerede paa Trap­pen. Hen­des Højhed gik et Par Skridt ned og standsede.

Det var en seks-​otte Men­nesker--Folk fra The­atret. Damerne ne­jede, og Her­rerne blev staaende bø­jede.

Hen­des Højhed tog med Haan­den om Gelæn­deret.

-Maa jeg maaske vise Dem Slot­tet, sagde hun.

Sel­sk­abet stod lidt generet ... En af Damerne fat­tede sig først og takkede....

-Vil De maaske gaa herop ad Trap­pen, sagde Hen­des Højhed.

De kom ind i Spis­esalen. Hen­des Højhed kendte dem fra The­atret og talte til hver med Navn.

Naar Skue­spillerne svarede, hviskede de ær­bødigt. Lidt efter lidt kom de ind i Sit­ua­tio­nen, men de havde lidt for sirlige Buk og stærkt in­ter­esserede Udtryk med store Øjne.

Damerne sagde smaa, forskel­ligt­be­tonede: Aa--foran alle Gen­standene.

Josef Kaim drev af bag de an­dre ... Han standsede ved Vin­duerne, i Kar­nap­pen blev han staaende.

Han havde sagt bare “Ja” og “Nej” paa et Par Spørgs­maal af Hen­des Højhed.

Hen­des Højhed for­talte om den gen­nem­skudte Fane, der hang un­der Loftet. Det var en her­tugelig Trofæ fra Tre­di­veaarskri­gen.

De an­dre gik videre. Josef Kaim stod med Hæn­derne i Jakkelom­merne og saa' op paa Fa­nen.

Hen­des Højhed for­talte om Ma­lerierne i Billed­salen. Hele Sel­sk­abet trængte sam­men foran et Ma­leri af Maria Stu­art.

-Hun er jo saa “#maadelig#”, fløj det ud af den skald­ede Komik­er.

-Ja, hun var in­gen Skøn­hed, sagde Hen­des Højhed.

Der blev bragt Vin op i Spis­esalen. Rhin­skvin­snasker i store Kølere.

Hen­des Højhed bad dem drikke et Glas paa en be­hagelig Som­mer ... Sel­sk­abet var beæret og trippede af tilbage til Spis­esalen i Gaasegang....

Der blev skæn­ket i Glassene. Hen­des Højhed gik rundt og klinkede. Damerne læste hvisk­ende Ind­skrifterne paa de gam­meltyske Glas, og Her­rerne tog smaa Slurke af Vi­nen, med Tunges­mask og mange Hen­rykkelsens Side­blik til hi­nan­den.

Det var en meget al­min­delig Hus-​Vin.

Det beg­yn­dte at mørkne. Der kom nye Flasker i Kølerne, og Her­rerne og Damerne plu­drede hvisk­ende rundt om. Skaldekomik­eren sagde halvhø­je Vit­tighed­er i Haab om at blive hørt af Højhe­den og han gjorde “sin Bevægelse”: en Drejn­ing i Luften af den ud­spilede Haand, der endte med et Klask paa hans Ku­gle-​Bug--hele Gal­leri­et laa paa Maven, naar han gjorde sin Bevægelse.

Hen­des Højhed havde aldrig haft megen Sans for Komik.

Hun gik med sit Glas i Haan­den for­bi Kar­nap­pen ind i Taarn­stuen; Døren til Spis­esalen stod aaben.

Hen­des Højhed fór lidt sam­men: De her sagde hun--Hr. Kaim--De staar her alene.

-Jeg--saa' paa No­get, sagde Hr. Kaim. De ko­rte Sæt­ninger kom al­tid saa un­der­ligt stø­dende frem. At sige Deres Højhed glemte han hver an­den Gang.

-De har vist aldrig set vore “Skat­te”, Hr. Kaim, sagde Hen­des Højhed. De havde det lidt, og han vilde just gaa.

-Skat­te--Deres Højhed....

Hen­des Højhed tog et Nø­gleknippe i et Skrin og aab­nede et lille Skab i Væggen: Det vil ikke op, sagde hun. En­delig gik det: Ja, det er vort Musæum her.

Hr. Kaim blev staaende fire, fem Skridt fra hende med halvbø­jet Hov­ed.

Hen­des Højhed tog et lille Skriv­etøj ud af Sk­abet.

-Det har tilhørt Napoleon, sagde hun og rak­te ham det.

Han tog det og saa' paa det: Ja--saa ... Han blev staaende gen­ert de fire, fem Skridt fra Hen­des Højhed og drejede paa Blækhuset.

Hen­des Højhed be­tragt­ede ham fra Siden, som han stod og saa' paa Musæums­gen­standen, han holdt i et Par store Hæn­der.

-Ja saa, sagde han igen og sat­te Skriv­etø­jet fra sig paa Bor­det.

Maria Car­oli­na smilede mod sin Vil­lie, mens hun sat­te Napoleons Blækhus tilbage i sit Skab.

Og mens hun smilte, følte hun den dybeste Smerte, hun havde følt i hele sit Liv.

-Ja, sagde hun, han havde det med i Rus­land. Hun vid­ste ikke, hun havde talt, før hun hørte Ly­den af Sæt­nin­gen, der kom tilbage til hende lige­som langt borte fra....

Hen­des Højhed tog en lille Guld­stav i Sk­abet.

Josef Kaim stod og følte paa Stenene, der sad i Krans rundt om Staven.

-Det er et Scepter, sagde Maria Car­oli­na.

-Det har tilhørt Maria Stu­art.

Det gav et Sæt i Josef Kaim: Maria Stu­art, sagde han. Han gik til Vin­duet med Scep­tret i Haan­den.

Det var næsten mørkt, saa de knap saa' hi­nan­dens An­sigter, skønt de stod sam­men tæt ved Vin­duet.

Josef Kaim holdt det lille Scepter ud fra sig i Haan­den, og blev ved at se paa det.

Inde i Spis­esalen havde Komik­eren “sagt no­get” igen. De an­dre lo op.

-De tager fra os, Hr. Kaim, sagde Hen­des Højhed sagtere, som man taler i Mørke.

-Ja, sagde han, til Dres­den. Han blev ved at staa med Scep­tret,

-Ja, sagde han.

Hvad hjalp #det# hende? Han talte dy­bere, med den mærke­lige mørke Stem­meklang.

Hen­des Højhed fór sam­men.

-Nej, sagde hun sagte.

Josef Kaim rak­te Hen­des Højhed Scep­tret. Tak, sagde han.--Hm--ja--det er sært med saadan gam­le Ting....

Hen­des Højhed skælvede, da hun berørte Scep­trets kolde Guld. Hen­des An­sigt var saa blegt i Mør­ket.

De tav lidt. De­rinde havde Komik­eren vist igen gjort sin Bevægelse.

-Jeg vil ønske Dem al Lykke, Hr. Kaim, sagde Hen­des Højhed; hun gik et Skridt frem.

Josef Kaim saa' op. Han havde ikke før hørt, der var saadan Velk­lang i Hen­des Højheds Stemme.

-Jeg skylder Dem--To­nen lød lige mild--megen Tak for i Vin­ter ... megen....

Hen­des Højhed rak­te Haan­den frem ... Men Hr. Kaim saa' det ikke i Halvmør­ket. Han bukkede kun, mens Maria Car­oli­na bø­jede Hov­edet.

* * * * *

Maria Car­oli­na holdt sig i et Nu mod Væggen, før hun i Spis­esalen drak et sid­ste Glas med sine Gæster.

Sel­sk­abet tog bort.

Ned ad Bjergve­jen hørte man dets Lat­ter og Sang.

-Grim er hun, sagde Josef Kaim. Men en køn Stemme har hun--mærke­ligt til blødt Or­gan--saa “følt” det ly­der....

Maria Car­oli­na stod i Kar­nap­pen. Hun havde slaaet Vin­duet op.

Over Højder og Dal var det Nat. Det var som al Na­turen ud­straalede Friskhed og Vel­lugt, baade Skov og Jord.

Maria Car­oli­na bø­jede sig langt ud af Kar­nap­pen.

Kastel­la­nen havde ven­tet lidt foran Porten; nu slog han den i og vendte tilbage over Gaar­den. Maria Car­oli­na hørte efter San­gen dernede.

Den blev svagere, og den døde bort.

Der blev stille ude i Nat­ten.

* * * * *

Hen­des Højhed vendte sig forskrækket. Det var, som no­gen kom bag ved hende i Stuen.

Det var Fa­nen fra Tre­di­veaarskri­gen, som vift­ede og slog mod Væggen der ovre--i Trækken.

Hen­des Højhed kørte hjem gen­nem Skoven.--

* * * * *

Hr. von Pöll­nitz havde en ny Be­given­hed at melde ved sine The­bal­li­er.

-Naar Du tænker dig, Mar­iane--#Højhe­den# viste dem om....

-Hvor­for var du ikke med? spurgte Fru von Pöll­nitz.

-Kære Ven--hvem kunde vel vide?....

-Du véd #aldrig# no'et, David, sagde Fru Pöll­nitz en Smule skarpt. Gi'er du mig din Kop.

Hr. von Pöll­nitz fik den tredie Kop.

-Mar­iane, det kom som Udraab, med Hæn­derne frem over Bor­det, og Hr. von Pöll­nitz gjorde en af sine store Kun­st­pavs­er: Mar­iane--sagde han: der #fore­gaar# no­get....

-#Hvad#? sagde Fru von Pöll­nitz.

-Ja--sagde Hr. Pöll­nitz og pavserede igen: Om man vid­ste det.

Fru von Pöll­nitz saa' over paa sin Mand. Hans “Plade” sad skævt.

* * * * *

Den fem­tende Maj slut­tedes Hofthe­atrets Sæ­son. Man gav “Kærlighe­dens og Havets Bøl­ger”. Hr. Josef Kaim spillede Le­an­der.

An­meldelsen i Res­identsens Dag­blad slut­tede saaledes:

“Hen­des Højhed Prins­esse Maria Car­oli­na overværede Forestill­in­gen til dens Slut­ning. Efter tredie Akt lod Hen­des Højhed den afsked­ta­gende ung­dom­melige Helt og Første-​Elsker ved vort Hofthe­ater, Hr. Josef Kaim, over­række en pragt­fuld Lavr­bærkrans.”

Næste Dag tog det her­tugelige Hof Som­mer­res­idents i det ital­ienske Slot.

Som­meren gik.

VI

Det blev en Tid med Fes­ter, det Efter­aar.

Hans Højhed Arveprins Ernst Georg blev forlovet med sin Ku­sine, Erke­hertug­inde Elis­abeth og blev gift i Ok­to­ber. For­mælin­gen fandt Sted i Wien.

Hans Højhed Her­tu­gen og Hen­des Højhed Prins­esse Maria Car­oli­na kom til Wien Da­gen før Bryllup­pet.

Erke­hertug­inde Elis­abeth var blond, tynd som en Bønnestage og i rosarødt. Hun lod sig kysse af Hans Højhed Her­tu­gen to Gange paa Munden og af Prins­esse Maria Car­oli­na paa begge Kinderne.

Hun smilede uaf­brudt, sagde sine franske Fras­er, som om de var lært i en “Par­leur”, og klemte al­tid Over­læben ned for at skjule over et Par store Hugtæn­der.

Efter Fam­ili­etaflet hos Deres ke­jserlige Højhed­er Erke­hertug-​Foræl­drene sad man i det dagli­ga Gemak.

Hans Højhed Arveprins Ernst Georg un­der­holdt sin Brud bø­jet ned over hen­des Broderi.

Prins­esse Maria Car­oli­na saa' i en Ak­varelmappe tæt ved. Hun led ved at høre de forlovedes knappe Sæt­ninger, som kom med lange Pavs­er, forbindtlige og in­dhold­sløse.

Maria Car­oli­na saa' paa Ak­varellerne som gen­nem et Slør. Hen­des Hjerte var saa fuldt og saa bek­lemt.

Ved Kaf­fen havde Erke­hertug­inde Elis­abeth staaet et Øje­blik i en Vin­dues­fordyb­ning. Maria Car­oli­na gik hen til hende.

Erke­hertug­inde Elis­abeth smilede, og de stod lidt ved Siden af hi­nan­den og pillede ved den samme store Plante.

Saa tog Maria Car­oli­na Erke­hertug­in­den i Haan­den:

-Tror De nu--det kom paa tysk stakaan­det og bevæget--at De bliv­er lykke­lig? sagde hun.

Erke­hertug­inde Elis­abeth fo'r sam­men, ganske skræmt, og løsnede sin Haand.

-_Mais oui--cou­sine--je su­is bi­en heureuse_, sagde hun.

Prins­esse Maria Car­oli­na traadte et Skridt bort, og nogle Øje­blikke stod de ved Siden af hi­nan­den og saa' tavse ud i Palaishaven.

--Klokken ti trak Her­sk­aberne sig tilbage til deres Gemakker.

Hans Højhed Arveprin­sen sagde “God­nat” oppe i Hans Højhed Her­tu­gens Ap­parte­ment.

Hans Højhed havde sagt God­nat til Her­tu­gen og vendte sig til Prins­esse Maria Car­oli­na:

-God­nat--Mis, sagde han.

-God­nat.

Prins­esse Maria lagde sin Haand ned paa hans Arm: Ernst Georg, sagde hun. Det lød som i Angst.

Arveprin­sen tog sin Søsters Haand i de stod og saa' stille paa hi­nan­den et Øje­blik.

-God­nat, Maria Car­oli­na, sagde han.

Prins­esse Maria Car­oli­na vendte sig. Hun hørte hans Sabel klirre bort over Tæp­pet.

Hans Højhed Her­tu­gen slog Ko­rtene haardt ned mod Spille­bor­det.

Hans Højhed vent­ede paa sit Par­ti Piqué før han gik tilsen­gs.

-Maria Car­oli­na, kaldte Hans Højhed.

Prins­esse Maria Car­oli­na tog Plads og Hans Højhed bland­ede Ko­rtene.

* * * * *

Den næste Dag om Mid­da­gen fandt Vielsen Sted i Hof­burg-​Kapel­let.

Hen­des ke­jserlige Højhed Erke­hertug­inde Elis­abeth bar Cer­emoniel­let med et lykke­ligt Smil.

Efter Bryllups­frokosten tog det ny­gifte Par Afsked. Den hø­je Brud var i en Re­jse­dragt af sart ly­seg­raat med Kapothat, be­sat med smaa Rosen­knop­per.

Hun blev kys­set paa Kinderne af alle Her­sk­aberne.

Hen­des Højhed Prins­esse Maria Car­oli­na stod i Vin­duet og saa' ned i Palais­gaar­den, da de skulde køre bort.

Arveprin­sen førte sin Brud ned ad Trap­pen mod Vog­nen. Erke­hertug­in­den hilste smilende til Laka­jerne, der var stil­let op _en haye_.

Saa sat­te et Par store Myn­der halsende hen over Gaar­den og fo'r op af Bru­den.

Hun løsnede Ar­men af Arveprin­sens og om­favnede Hun­dene. De blev ved at halse og lagde For­poterne helt op paa hen­des Bryst. Hun lænede sit Hov­ed ned mod Hun­denes Hals og blev staaende med de store Dyr.

Da den hø­je Brud kom op i Vog­nen, græd hun med An­sigtet ned i sit Lom­metørk­læde.

Hes­tene stam­pede, og Palais­porten blev lukket op og blev lukket i. Det hø­je Par var borte.

* * * * *

En Maaned­stid efter be­hagede det Hans Højhed Her­tu­gen naadigst at kalde Hen­des Højhed Prins­esse Maria Car­oli­na til Abbe­disse i det adelige Frøken­loster i Eisen­stein.

Hen­des Højhed Prins­esse Maria Car­oli­na holdt sit In­dtog i Klostret efter gam­mel Sæd.

Unge Piger strøede Blom­ster paa Bane­gaar­den med Arme saa røde i Kulden, saa de saa' ud som de var skold­ede. Brand­ko­ret blæste paa Horn og dannede Æres­vagt.

Efter In­dto­get var der Gud­st­jen­este i Klosterkapel­let.

Stramme sad de gam­le Damer i deres Or­dens­dragt langs Kirkesto­lene. Frøken von Salzen var ledet ind af den lille Pri­orinde: det blev stadig rin­gere med Naaden von Salzen; nu var Øjen­laa­gene blevet lamme, saa de næsten helt faldt til.

Præsten talte over Or­det: “Og jeg vil give Ed­er min Fred i al Evighed”.

Ind gen­nem Prædike­nen hørte man den gam­le Frøken von Salzens:

Aa--ja--aa ja, hen gen­nem Kapel­let.

Efter Gud­st­jen­esten var der Kur i Or­denssalen.

Abbe­dis­sens Stol stod un­der en Bal­dakin med det her­tugelige Vaaben.

Hen­des Højhed Prins­esse Maria Car­oli­na stedte Damerne til Haand­kys.

De gam­le Damer rokkede frem en for en og ne­jede og bø­jede Hov­edet over Hen­des Højheds Haand. Hun sit­trede lidt, naar hun følte de gam­le, kolde Læber mod sin Haand.

Hen­des Højhed blev ved at smile, og hun saa' de gam­le Frøken­er ryste videre, rokkende paa de graa Hov­ed­er.

Hun hørte gam­le Frøken von Salzens uafladelige: “Aa ja--aa--ja” og bø­jede Hov­edet op og ned og blev ved at føle Læberne mod sin Haand.

Rigs­grevin­den af Waldeck, Pri­orinden, gik frem over Gul­vet mod Bal­daki­nen. Hun bar Klostrets Nø­gler paa den røde Pude.

Hen­des Højhed Prins­esse Maria Car­oli­na syntes, Gul­vet gik i Bakke og Dal, da hun bø­jede sig ned og berørte de gyldne Nø­gler.

Halvt i Knæ mod­tog Pri­orinden dem igen. Hen­des lange Sørges­lør flød ned over Pu­den og dens Nø­gler.

-Aa ja--aa ja, hørte man Gam­le Salzens stille Selvs­nakken gen­nem Salen.

Brand­ko­ret faldt ind nede fra Gaar­den. De blæste Bryllups­marschen af “En Skær­som­mer­nats­drøm” paa syv Horn.

VII

Hen­des Højhed sad lænet tilbage i sin Krog med Hov­edet støt­tet i sin Haand—-Hen­des Højheds Bog var gledet ned og laa paa Tæp­pet-—; hun havde ikke hørt Kam­mer­pi­gen gaa med Døren.

Hen­des Højhed lod Haan­den synke ned og fo'r sam­men. Det var jo blevet ganske mørkt.

-Er der no­gen? sagde hun.

-Det er mig, Deres Højhed, sagde Kam­mer­jom­fru­en.

-Aa ja—-Hen­des Højhed stod op-—det er jo blevet sent. Det er den hø­je Tid....

-Vil De tænde Ly­sene — her paa Kami­nen ... Saa kom­mer jeg straks.

Hen­des Højhed saa' efter Kam­mer­pi­gens Haand om Ly­sene: Hvad er Klokken? sagde hun. Det er sent.

-Syv, Deres Højhed....

-Syv—-allerede ... Godt, jeg kom­mer straks....

Kam­mer­jom­fru­en havde tændt og gik.

Hen­des Højhed saa' i Spe­jlet, om no­gen kunde se, at hun havde grædt. Hun støt­tede et Øje­blik Hov­edet i Haan­den foran Kamin­spe­jlet, før hun vendte sig og gik.

Hen­des Højhed Prins­esse Maria Car­oli­na blev klædt paa. Hun var i Bur­gun­der­rødt med Kni­plinger.

Klokken halvni tog de hø­je Her­sk­aber bort til Hoffesten paa det ital­ienske Slot.

* * * * *

Hr. og Fru Pöll­nitz var for første Gang ved Hof­fet. Hr. von Pöll­nitz kunde anse det for sikkert, at han fra den første Septem­ber var ansat som In­ten­dant.

Hr. von Pöll­nitz havde aldrig været saa bevæget. I otte Dage havde han bukket foran alle Spe­jle med aimable Smil.

Han beg­yn­dte sin Paak­læd­ning Klokken seks. Hr. von Pöll­nitz maat­te gaa til og fra. Hans Mave taalte ikke saadanne Sinds­bevægelser. Hr. von Pöll­nitz havde Ko­ler­ine.

Han stod i Sel­er og spe­jlede sine Ben: Det er en stor Fe­jl, at det ikke er Hof­dragt med Knæbukser, sagde Hr. von Pöll­nitz.

-Men det kom­mer--det vil komme der­til ... Hr. von Pöl­nitz spe­jlede begge sine Lægge.

-Det kom­mer--man maa jo dog--Hr. von Pöll­nitz saa' begge Læg-​Rundingerne--en Gang igen--tillade os at have Fan­tasi....

Hr. von Pöll­nitz fork­larede ikke, hvad han mente. Han faldt hen.

-Om du var færdig, Pöll­nitz, sagde Fru­en. Hun kunde aldrig komme frem. Hr. von Pöll­nitz's besværlige Leg­ems­del var frygtelig fremtræ­dende, naar han var i Ben­klæder og Skjorte.

Hr. og Fru von Pöll­nitz kom i Vog­nen.

-Ja ... men--Mar­iane--hva' si'er man nu til Højhed­erne--det--....

-Naar Du blot ind­skrænker dig, David--til det mindst mulige....

Hr von Pöll­nitz sad lidt.

-Mar­iane, sagde han, efter to Sæ­son­er maa man give mig Ko­rset.

* * * * *

Sel­sk­abet vent­ede paa de hø­je Her­sk­aber i “Arveprin­sens Sal”.

De første i Rangen stod i Rad fra Dør til Dør. De øvrige trippede bagved som Faar i en Fold. Fru Ho­fapothek­eren var i Cit­rongult med Breg­nekrans om Nedringnin­gen.

-Ved Gud--om det er anstændigt, havde Fru Ho­fapothek­eren sagt til Syp­igen, da hun blev klædt paa.

Fru Ho­fapothek­eren vilde have Kni­plings­fichu.

-Hof er Hof, Deres Naade, sagde Syjom­fru­en; hun lagde Breg­nerne i Spids paa Fru Ho­fapothek­erens Ryg.

-Der­for be­høver gam­le Kær­linger ikke at vise Flæsk, sagde Fru Ho­fapothek­eren.

Syjom­fru­en blev saa for­færdet, at hun stak Fru Ho­fapothek­eren. Syjom­fru­en tog aldrig saadanne Ord i sin Mund.

Fru Ho­fapothek­eren viste paa Bal­let en Fylde af sa­lomoniske Yn­dighed­er.

Hun stod i Arveprin­sens Sal ved Siden af Hr. von Pöll­nitz. Hr. von Pöll­nitz be­troede Fru Ho­fapothek­eren Til­fældet med sin Mave.

-Frygteligt generende, kære Ven, frygteligt generende ... Og #hver# Gang, jeg spiller en ny Rolle....

Fru Ho­fapothek­eren havde Draaber med sig i Lom­men.

-Jeg ta'er al­tid med mig en lille Flaske, sagde Fru Ho­fapothek­eren. Man véd aldrig, hvad det kan blive godt for....

Hr. Pöll­nitz tog Kol­er­adraaber i en Krog.

* * * * *

Hof­marschallen slog tre Slag med sin Stav, og Døren gik op: de hø­je Her­sk­aber traadte ind med Hof­stater­ne. Der blev ganske stille, alle ne­jede og bukkede paa Højhed­ernes Vej gen­nem Salen.

Hr. von Pöll­nitz var kom­met i første Rad ved Siden af Ek­sel­len­cen Curth. Højhed­erne kom for­bi.

Hr. von Pöll­nitz' Leg­ems­del havde aldrig staaet saa højt ive­jret.

Hans Højhed talte til Ek­sel­len­cen Curth.

-Ganske vist, sagde Hr. von Pöll­nitz.

-Er De der, min gode Pöll­nitz, sagde Hans Højhed Her­tu­gen. Og Rækken ne­jede videre lige­som dukket un­der en vel­lug­tende Duche paa Her­sk­abernes Vej.

Hans Højhed Her­tu­gen førte Hen­des Højhed Prins­esse Maria Car­oli­na hen til hen­des Plads i den grønne Sal.

Hen­des Højhed Prins­essen gav Kur for de tilst­ede­værende Damer.

Hof­marschallen vent­ede ved Siden af Hen­des Højhed. Da Kuren var endt, be­hagede det Hen­des Højhed at en­gagere Hr. Ober­stlieu­tenant Grev von Dürch­feld til den første Kvadrille.

Fes­ten tog det ved vort Hof sæd­van­lige pragt­fulde For­løb, skrev “Dag­bladet”.

Et lille Uheld om­talte Bladet dog ikke.

Ud paa Af­te­nen be­viste Hen­des Højhed Prins­esse Maria Car­oli­na Hr. Hof­skue­spiller Pöll­nitz den Ære at byde ham op til en Vals.

Hr. von Pöll­nitz sat­te Pladen skævt af lut­ter Bevægelse.

Hen­des Højhed Prins­esse Maria Car­oli­na var meget naadig mod Hr. von Pöll­nitz. Hen­des Højhed un­der­holdt sig med Hr. von Pöll­nitz i syt­ten Min­ut­ter.

-Nu havde Hr. von Pöll­nitz jo overtaget Kong Fil­ips Rolle?....

-Ja--og Hr. von Pöll­nitz bukkede--ja, vi bliv­er alle gam­le, Deres Højhed, sagde han.

Hen­des Højhed smilede: Ja, sagde hun, og stod et Øje­blik og saa' ud i Salen.

-Ja--det er sandt.

Hen­des Højhed kunde saamæn huske Hr. von Pöll­nitz som Don Kar­los ... Siden havde Hr. von Pöll­nitz spillet Markis Posa....

-Ja ... saa Deres Højhed husker....

-Det var sam­men med dette unge Men­neske--hvad hed han nu?--han var her kun saa ko­rt....

-Hr. Kaim....

-Rigtig--ja ... Han havde vist meget Tal­ent ... Hør­er man no­get om ham nu?

Hr. von Pöll­nitz skød Skul­drene op: Deres Højhed--han #kaldes# en Storhed--i Berlin. Hr. von Pöll­nitz bukkede lidt paa skævt.

Man kunde tro, der kom lidt rødt paa Hen­des Højheds Kinder. Men maaske var det kun Skæret fra den bur­gun­der­røde Robe, da hun bø­jede Hov­edet.

-Ja saa-—saa han har gjort Kar­riere, sagde Hen­des Højhed. Hun gav Hr. von Pöll­nitz Ar­men til Vals.

Saa var det, det skete. Hr. von Pöll­nitz forstod det ikke; men det #skete#. Hr. von Pöll­nitz vælt­ede med Hen­des Højhed i Valsen, midt un­der Ly­sekro­nen.

-Min Go'e--hvad kan man vel vente, naar man danser med Ko­me­di­anter, sagde Frøken von Harten­stein næste Formid­dag ved Kaf­fen til Mlle Leter­ri­er.--Men Hen­des Højhed har #Idéer#....

Frøken von Harten­stein tog Himlen til Vidne med et stumt Blik. Frøken von Harten­stein havde lang Vane til at “tie” om de il­lus­tre Per­son­er.

Hen­des Højhed havde taget Tin­gen god­modigt. En ung Ref­er­en­dar fløj til og hjalp Hen­des Højhed op.

-Hjælp saa Hr. von Pöll­nitz, sagde hun.

Hr. David von Pöll­nitz laa og sprællede uhjælpelig som en tyk Old­en­borre, man har vendt om paa Ryggen.

Lidt efter an­ret­tedes Souperen.

Hans Højhed Her­tu­gen tømte et Glas paa sin “Dat­ter, Hen­des Højhed Prins­esse Maria Car­oli­nas Sund­hed og Vel i dette Aar, som kom, og op gen­nem Aarene”.

Hr. von Pöll­nitz var blevet i Bal­salen. Han stod ene, lænet til en Søjle, og be­tragt­ede Gern­ingsst­edet.

* * * * *

Efter Souperen af­brændtes Fyrværk­eri­et. Hen­des Højhed Prins­esse Maria Car­oli­na lod Balkondørene lukke op og gik ud paa Al­ta­nen.

Af­te­nen var mild, og stjerner­ig laa Himlen over Haven. Raket­terne fo'r hvi­nende op i lange Lys-​Buer og sluk­tes. I Kanalen glimt­ede det som af faldende Gul­dregn.

Maria Car­oli­na stod, svøbt i sin Pelts, lænet til Gelæn­deret. Hun havde set ud over Haven mod Højderne, da Bi­fald­sklap­pene vækkede hende.

Det var det kro­nede M. C. i grønt og gult. M'et og C'et døde hen med nogle smaa Knald.

Prins­essen stirrede paa sit Navnetræk i Kanalens Vand.

Kro­nen holdt sig og brændte end­nu.

Det saa' ud, som om den gled paa Kanalens stille Vand.

Hen­des Højhed Prins­esse Maria Car­oli­na stod og saa' paa Kro­nens Billede til det slukkedes, lidt efter lidt.

End of the Project Guten­berg EBook of HEN­DES HØJHED, by Her­man Bang

*** END OF THIS PROJECT GUTEN­BERG EBOOK HEN­DES HØJHED ***

***** This file should be named 12339-0.txt or 12339-0.zip ***** This and all as­so­ci­at­ed files of var­ious for­mats will be found in: http://www.guten­berg.net/1/2/3/3/12339/

Pro­duced by Steen and Hei­di Chris­tensen and Dis­tribut­ed Proof­read­ers Eu­rope, http://dp.rastko.net.

Up­dat­ed edi­tions will re­place the pre­vi­ous one--the old edi­tions will be re­named.

Cre­at­ing the works from pub­lic do­main print edi­tions means that no one owns a Unit­ed States copy­right in these works, so the Foun­da­tion (and you!) can copy and dis­tribute it in the Unit­ed States with­out per­mis­sion and with­out pay­ing copy­right roy­al­ties. Spe­cial rules, set forth in the Gen­er­al Terms of Use part of this li­cense, ap­ply to copy­ing and dis­tribut­ing Project Guten­berg-​tm elec­tron­ic works to pro­tect the PROJECT GUTEN­BERG-​tm con­cept and trade­mark. Project Guten­berg is a reg­is­tered trade­mark, and may not be used if you charge for the eBooks, un­less you re­ceive spe­cif­ic per­mis­sion. If you do not charge any­thing for copies of this eBook, com­ply­ing with the rules is very easy. You may use this eBook for near­ly any pur­pose such as cre­ation of deriva­tive works, re­ports, per­for­mances and re­search. They may be mod­ified and print­ed and giv­en away--you may do prac­ti­cal­ly ANY­THING with pub­lic do­main eBooks. Re­dis­tri­bu­tion is sub­ject to the trade­mark li­cense, es­pe­cial­ly com­mer­cial re­dis­tri­bu­tion.

*** START: FULL LI­CENSE ***

THE FULL PROJECT GUTEN­BERG LI­CENSE PLEASE READ THIS BE­FORE YOU DIS­TRIBUTE OR USE THIS WORK

To pro­tect the Project Guten­berg-​tm mis­sion of pro­mot­ing the free dis­tri­bu­tion of elec­tron­ic works, by us­ing or dis­tribut­ing this work (or any oth­er work as­so­ci­at­ed in any way with the phrase “Project Guten­berg”), you agree to com­ply with all the terms of the Full Project Guten­berg-​tm Li­cense (avail­able with this file or on­line at http://guten­berg.net/li­cense).